Danmark har i de seneste årtier forandret sig markant. Befolkningens kulturelle sammensætning har ændret sig i takt med globalisering, øget indvandring og danskernes nysgerrighed efter kulturudveksling. Særligt i de større byer er der områder, hvor mellem en fjerdedel og en tredjedel af borgerne har udenlandsk eller flerkulturel baggrund. Her er kulturel mangfoldighed blevet tidens vilkår.
I erhvervslivet er man hurtigt blevet opmærksom på mulighederne i den kulturelle mangfoldighed og folks forskelligartethed. Det handler om virksomhedernes evne til at skabe innovation og vækst. I dag arbejder landets førende firmaer på at tiltrække de bedste talenter fra alle steder i verden ud fra den globale virkelighed, som Danmark er blevet en del af.
A. P. Møller, Carlsberg, Novo Nordisk og 12 andre virksomheder, som tilsammen udgør eliten af dansk erhvervsliv, gik i efteråret 2010 sammen i et konsortium, der skal gøre det lettere at være udlænding i Danmark – og som samtidig gør danskerne opmærksomme på, at vi lever i en globaliseret verden, og at vi skal agere ud fra den præmis.
“Hvis vi tror, vi kan klare os igennem økonomisk og have den fortsatte velfærd, som vi har i dag, uden at lukke nogen ind, så tror vi fejl,” siger Tina Howitz, der er leder af Consortium for global talent.
Trods politiske udlændingepakker og en udbredt modvilje mod øget indvandring er der ikke udsigt til, at den kulturelle, sproglige og religiøse mangfoldighed i befolkningen vil aftage i årene, som kommer. Tværtimod.
Kulturlivet sakker bagud
I sammenligning med den bevidst strategiske udvikling, der er foregået og fortsat udvikler sig i erhvervslivet, halter det danske kunst- og kulturliv bagefter. Store dele af kunstverdenen er finansieret eller støttet af offentlige midler, og indtil videre synes incitamentet til at lade sig inspirere af den nye, inkluderende tænkning, der præger erhvervslivets strategier, at være fraværende.
Der findes enkelte pionerer og et mindre antal kulturinstitutioner, der er begyndt at inkorporere mangfoldighed i deres organisationsstrategi og programudbud, men langt de fleste kulturinstitutioner fokuserer ubevidst ensidigt på ‘monokulturel’ kunst, kultur og kunstnere fra Danmark, og når der hentes inspiration udefra, er det fra andre vestlige lande og ikke fra de kulturer, der i så udpræget grad er blevet en naturlig del af gadebilledet i de danske storbyer.
Blikket i den officielle danske kulturpolitik i det første årti af 2000-tallet har været bagudskuende med fokus på dansk kulturarv, kulturbevaring og kulturkanon. Staten støtter og italesætter ‘dansk kultur’, ikke ‘kultur i Danmark’. Én af flere konsekvenser er, at der er en større og større gruppe i befolkningen, som kulturinstitutionerne ikke formår at tiltrække. Som simpelthen ikke fristes af det etablerede kulturlivs tilbud. Der er tale om potentielle, billetbetalende kundegrupper, der ikke opdyrkes.
En anden konsekvens er, at kunsten fjerner sig mere og mere fra at afspejle hverdagens virkelighed i samfundet uden for kulturinstitutionernes mure.
“Danske kulturinstitutioner skal væk fra tanken om, at de gør andre en tjeneste ved at arbejde med mangfoldighed. De gør sig selv en tjeneste ved at reflektere og bruge det samfund, de er en del af, og ved at tage de langsigtede økonomiske incitamenter alvorligt,” mener Anne Boukris, der er interkulturel konsulent og til daglig rådgiver aktører i kulturlivet omkring arbejdet med diversitet og interkultur:
“Hvis du ikke evner at afspejle eller i det mindste forholde dig til befolkningens mangfoldige udtryk og sammensætning, så er årsagen ofte, at du ikke er omstillingsparat. Og i en globaliseret, moderne virkelighed, risikerer institutioner, der ikke er omstillingsparate, at deres kulturtilbud pludselig ikke længere er konkurrencedygtige eller relevante.”
Netværksdannelse nødvendig
I juli 2010 blev der holdt en stor international konference i Wien under titlen ‘Audiences: keeping the old, finding the new’. Konferencen samlede eksperter i publikumsudvikling fra hele Europa, og mange af de store europæiske kulturinstitutioner var samlet for at debattere nutidens og fremtidens tendenser og udfordringer inden for publikumsudvikling.
Et af de centrale fokusområder, som konferencen havde sat sig for at undersøge, var, hvordan publikum i dag har ændret sig – og det blev næsten enstemmigt fastslået, at mangfoldighed i dag burde være en naturligt integreret del af en kulturinstitutions praksis.
Overordnet blev det konferencens konklusion, at udviklingen “derude” blandt publikum i dag går så rivende stærkt, også teknologisk set, at hvis kulturinstitutionerne skal have en chance for at følge med, skal de blive meget bedre til at netværke mellem hinanden, at lade sig inspirere af hinanden og dele erfaringer omkring publikumsudvikling.
Hvis kulturinstitutionerne bliver ved med at opfatte hinanden som konkurrenter, risikerer de at blive tabt bag af dansen og ude af stand til at takle de mange udfordringer og muligheder, de nye samfund og de nye teknologier byder på.
“Den kunde- eller publikumstype, som mange har baseret deres forretningsstrategier eller publikumsarbejde på i årtier, vil være forsvundet om 20 eller 30 år. Han eller hun eksisterer ganske enkelt ikke mere, så du bliver simpelthen nødt til at arbejde med forskellige kulturelle baggrunde, nye tendenser og orienteringer,” siger Georgio Pauen, som var konferencens ordstyrer.
Europæiske foregangslande
Arbejdet med at skabe organisatoriske, institutionelle og programmæssige rammer for mangfoldighed og publikumsudvikling er ikke et prioriteret område i Danmark – endnu. Hvis vi sammenligner med vores nabolande, bliver det slående tydeligt, at store dele af den danske kultursektor enten ikke er opmærksom på området eller mangler viden om det, og der findes også kun en lille håndfuld interkulturelle konsulenter, som kan rådgive professionelt på feltet.
Men heldigvis er der allerede en lang række erfaringer i udlandet, som vi kan gøre brug af og lade os inspirere af – hvis ikke direkte kopiere – i Danmark.
De fleste af de publikumsudviklingsmetoder, der anvendes til at skabe øget kulturel mangfoldighed i en institutions publikum, er udviklet i europæiske lande, hvor kunst- og kulturlivet i mange år har været opmærksomme på mangfoldigheden som ikke bare et vilkår, men en nødvendighed og en ressource.
EU-rapporten ‘Sharing Diversity: National approaches to Intercultural Dialogue in Europe’ tegner et omrids af, hvad der gøres i de forskellige europæiske lande på området kunst og interkultur, og den blev en vigtig hjørnesten i Europa-Kommisionens arbejde med det interkulturelle felt, da den udkom i 2008.
Den fremhæver især Storbritannien og Holland som europæiske foregangslande, hvor omfattende kulturpolitiske strategier for at fremme interkulturel dialog har været på plads et stykke tid. I Holland blev der eksempelvis vedtaget en radikal ny kulturpolitik af kulturminister Rik Van Der Ploeg i 1999 med det formål at åbne landets kulturinstitutioner for indvandrere.
Denne artikel er indledningen til CKIs anden inspirationsbog, der hedder ‘Publikum og interkultur – inspiration til kunst- og kulturlivet’. Den består af interviews og reportager fra kulturinstitutioner i England, Holland og Danmark, som arbejder målrettet og strategisk med publikumsudvikling.
Bogen udkom den 26. januar 2011 og blev lanceret i Det Danske Filminstitut i København ved et arrangement i forbindelse med konferencen ‘Kunsten at skifte scene’.
Tagged: England, Holland
