ban3
Feb. 17.

Nye ansigter i publikumsrækkerne

Her beskriver fire kulturkonsulenter fra CKI deres idé om at oprette et nationalt ‘publikumsbureau’, som skal være kulturinstitutionernes fælles agentur for opsamling af viden og formidling af erfaringer om bestræbelserne på at gøre kulturlivets ikke-brugere til brugere. Den nye organisering skal fremme en øget demokratisering af de offentlige kulturmidler.

 

Forestil dig et boom af helt nye deltagere i det danske kulturliv. Stopfyldte provinsteatre og koncertsteder med engagerede publikummer og snakken, der går i spisepausen dagen efter på arbejdspladsen.

Mange teatre har allerede inviteret nyt publikum til gode kulturoplevelser. Nørrebro Teater med Late Night, hvor et helt nyt og ungt publikum sad på plysstolene med hver sin dåseøl og hørte rockbands, suppleret af stand-up kunstnere på slap line. Betty Nansen Teatret med det tværetniske teaterprojekt C:NTACT, hvor unge med indvandrerbaggrund spiller “sig selv”.

Taastrup Teater og Helsingør Teater med forestillinger, der drager gennem gaderne og inviterer naboer, lokale foreninger og skoler – og dermed både teatrets nuværende og kommende teaterbrugere – til at fortælle, spille og deltage i teatrets forestillinger.

Dansk Danseteater med moderne dans og ballet på Københavns Politigård, hvor de, igennem flere år, i august måned har fået et helt nyt publikum til at opleve en kunstform, de aldrig havde drømt om at skulle komme i nærheden af.

 

 

Adskillige publikumsudvidende tiltag er undervejs rundt om i hele landet. For eksempel arbejder det klassiske kammerorkester Esbjerg Ensemble på at få flere unge i tale ved at formidle klassisk musik igennem tværkunstneriske events på havneområdet i Esbjerg. Kammerensemblet Athelas Sinfonietta, husensemble på Kulturværftet i Helsingør, laver samarbejder med rappere med indvandrerbaggrund og optræder udendørs på Nørrebro.

Sjællands Symfoniorkester Copenhagen Phil er også igang med at udvikle nye koncertformater, hvor publikum tilbydes et væld af side-arrangementer relateret til kernetilbudet – den kun én time lange koncert.

Rundt omkring i Europa bobler det med lignende eksperimenter med de klassiske kulturskatte. Marketingschefen fra det offentligt finansierede symfoniorkester Rotterdam Philharmonisch fik den idé at sende små grupper af orkestrets musikere ud på et hospital og spille små klassiske koncerter på stuerne. De fik så mange positive reaktioner på det, at hospitalet bad musikerne om at komme igen. Da der ikke var flere penge i projektet, fandt hospitalet to sponsorer, der nu finansierer, så det er blevet til en fast ordning. Samme orkester trækker i tusindvis af unge til sine koncerter, når de opfører filmmusik live mens film som Ringenes Herre, Star Wars, E.T. eller Jurassic Park kører hen over lærredet.

I kulturbranchen er tendensen blevet tildelt fagtekniske termer som ‘publikumsudvikling’, ‘brugerinddragelse’ og ‘outreach’. Den bringer kunstnerne ud i nogle helt nye sammenhænge, som de ikke havde forestillet sig, at de skulle komme i, og en positiv sidegevinst ved udviklingen er, at man i mange tilfælde vil kunne høre kunstnerne fortælle begejstret om, at den spontane reaktion, de får fra folk, jo var den grundlæggende årsag til, at de engang for mange år siden begyndte at spille et instrument.

Publikumsudvikling handler ikke kun om at sælge billetter. Det handler også om at skabe kunstnerisk udvikling, der kan give kunstnerne noget igen.

 

 

Der eksperimenteres også med samarbejde mellem forskellige sektorer.. Forestil dig for eksempel erhvervsvirksomheder, hvor tillidsmanden sammen med direktionen stimulerer etableringen af kulturklubber på arbejdspladsen. Inviterer kunstnere til at optræde i produktionshallen. Eller i kantinen i frokostpausen. Eller efter fyraften. Organiserer kulturudflugter til eksisterende kulturevents i lokalområdet.

Eller forestil dig at veletablerede teatre i Øressundsregionen går sammen om at skabe et oplevelsesfællesskab for deres respektive stampublikummer på begge sider af sundet. Hvor de til udvalgte forestillinger organiserer rejser, arrangerer introduktioner og middage og derved skaber en social aktivitet omkring deres kerneaktivitet – og på den måde helt bogstaveligt ‘deler’ sit publikum.

 

 

I Politikens analyseserie ‘Elitens kultur’ har forskellige eksperter og kulturpraktikere diskuteret den kulturpolitiske organisering med udgangspunkt i kulturbruger-undersøgelsen, som i maj blev foretaget af Megafon for TV2 og Politiken. ‘Elitens kultur’ afslører, at det primært er højtuddannede og velstillede, der benytter sig af kulturtilbuddene. Ufaglærte og personer med lavere indkomster er kraftigt underrepræsenterede blandt de grupper, som benytter sig af kulturtilbuddene, viser brugerundersøgelsen af 1.026 danskeres kulturvaner.

Hver fjerde kandidat på et universitet har været til opera inden for det seneste år, mens det kun er seks procent af håndværkerne og ni procent af de ufaglærte, der er repræsenteret ved den form for kulturtilbud.

En højtuddannet kulturbruger bliver støttet med 1.000 kroner hver gang, han eller hun tager i operaen, mens den lavtuddannede kulturbruger kun støttes med 15 kroner til en koncert på eksempelvis en bluesbar.

FOAs formand Dennis Kristensen kalder det en ‘social skævvridning’. Han foreslår, at man kan mindske denne skævvridning ved at støtte kunst- og kulturforeninger på arbejdspladserne. Ifølge Kristensen undgår man på den måde kun at støtte eliten og samtidig giver man mulighed for at opretholde den folkelige opbakning til kulturstøtten.

Brugerundersøgelsen er interessant, men størstedelen af resultaterne er ikke særligt overraskende. Kulturforbruget har udviklet sig på samme måde som de økonomiske strukturer i det danske samfund, hvor antallet af fattige ifølge tal fra Finansministeriet er steget med over 50 procent fra 2001 til 2009. I den mindre priviligerede del af Danmark – i storbyerne, på den københavnske vestegn og i en lang række udkantskommuner – har den såkaldte ‘sociale mobilitet’ har været aftagende de seneste 10 år. Unge med svag hjemmebaggrund har i dag fire gange så stor en risiko for at stå uden en ungdomsuddannelse som 25-årige, sammenlignet med unge med en stærk hjemmebaggrund.

I det hele taget er det en udfordring at få skabt en måde at organisere kulturlivet på – et kulturelt modus vivendi – hvor unge oplever sig inkluderet uanset om de vokser op i storbyernes forstæder eller på landet. Det er en udfordring for både politikere og institutioner at forholde sig aktivt til, hvordan både den kulturelle, den sociale og fysiske mobiltet kan øges,

så endnu flere kan tage del af de kulturelle tilbud.

Ansvaret for dette offentlige ‘kultursvigt’ lægges på brugernes side: “Ikke-brugerne mangler basal kulturuddannelse,” siges det. Og det forklares både med problemerne med manglende uddannelse og med skolesystemets nedprioritering af de kreative og kunstneriske fag. Nedskæringer har jo ramt netop de fag, der danner udgangspunkt for al kunstnerisk refleksion og iværksætteri – og dermed også muligheden for at vække interesse for kunst- og kulturlivet hos de unge.

 

 

Vi deler den opfattelse, at det er et demokratisk problem, at en tredjedel af den danske befolkning ikke gør brug af de af skatteborgernes fællesfinansierede kulturtilbud. Men vi mener også, at vi for at finde løsningen på dette problem må kigge nye og andre steder hen.

Kulturproducenterne – teatrene, koncertstederne, kulturhusene – bærer selv en stor del af ansvaret for denne kedelige udvikling. Første skridt er, at kulturinstitutionerne må begynde at forholde sig til, at de alle er i samme båd og bør starte et samarbejde om at udvikle og sammenligne erfaringerne med at inddrage nye brugergrupper.

“12 minutter” eller ej – fremtidsforskerne fortæller os, at fremtiden byder på masser af fritid. Den kan bruges til sport, computerspil og socialt samvær. Den kunne også bruges til at deltage i spændende og relevante, offentligt finansierede kulturoplevelser.

Underforstået at det at “deltage” er noget andet end at “være tilskuer til”.

Én af de tendenser, som det er afgørende at forstå og at kunne håndtere som kulturaktør eller kulturinstitution i disse år, er at kunst- og kulturoplevelser, som inviterer til aktiv deltagelse og engagement, i højere grad har succes med at tiltrække publikum fra “ikke-brugernes” segment.

 

 

Det, der overrasker i Megafon-brugerundersøgelsen er, at selvom flere uden uddannelse kun sjældent bruger kulturtilbuddene, mener to tredjedele af den danske befolkning, at kulturen skal støttes med samme beløb som i dag eller mere.

Dét fortæller, at der er al mulig grund til at tage fat og vægte ikke-brugernes – det potentielle nye publikums – stemme højt, når vi udvikler vores kulturtilbud.

Men hvordan opbygger man kulturoplevelser, der opleves som relevante for mange forskellige mennesker – ud over “elitens” kulturforbrugere – i vores samfund?

Det er det centrale spørgsmål.

I vores optik bør medborgernes forskellige erfaringer, kundskaber og perspektiver indgå som et helt naturligt element i kulturinstitutionernes repertoire og programplanlægning. Begreber som identitet, kulturel mangfoldighed, repræsentation, tilgængelighed og åbenhed bør indarbejdes i den kulturelle planlægning på lige fod med mere traditionelle parametre som kunstnerisk kvalitet, professionalisme og faglig tyngde og profil.

Derfor bør kulturinstitutionerne lægge vægt på at skabe nye strukturer, der kan stimulere interessen blandt et mangfoldigt publikum, snarere end at slås om de knappe kulturressourcer, som staten kanaliserer til ud til dem.

For adskillige kulturinstitutioner og organisationer her i landet er dette en opgave, der hverken har været ressourcer eller mod til, og opgaven kan i længden heller ikke løftes af enkeltstående frontløbere. For at opgaven kan give mening, have relevans og føre til handling, må vi anerkende behovet for en fornyelse og modernisering af såvel institutionernes kulturprogrammer som selve organiseringen af institutionerne, sådan at de opleves som relevante, vedkommende og interessante for den tredjedel af befolkningen, der lige nu bakker op om den statslige støtte til kulturlivet, men som ikke bruger dem.

 

 

Vi foreslår oprettelsen af et nationalt center for publikumsudvikling, Audiences Denmark, der dels uddanner publikumsudviklere som en profession i sig selv, dels kan støtte op om de processer, som mange kulturinstitutioner før eller siden må gennemgå for fortsat at kunne tilbyde attraktive, interessante og relevante kulturoplevelser til nutidens publikum med en mangfoldighed af kulturelle baggrunde.

I vores nabolande er “publikumsudvikling” noget nær en videnskab, som der forskes i af nationale publikumsagenturer og -centre. Norge har sit ‘Audiences Norway’, Tyskland har et ‘Center for Publikumsudvikling’ i Berlin, Holland har ‘Uitburo’er’ i flere byer, og Storbritannien har 10 regionale agenturer samlet under ‘Audiences UK’, og så videre. Agenturerne finansieres af statslige kunstråd såvel som af bidrag fra kulturinstitutionerne.

Der findes et europæisk netværk af publikumsudviklere, Audiences Europe Network (audienceseurope.net), og der går ikke to måneder uden at der arrangeres et møde, et seminar eller en konference, som samler aktørerne på tværs af landegrænser for at udveksle viden, erfaringer og ideer. Fokus er på kulturproducenternes vilje og evne til at forstå og imødekomme nye publikumgruppers behov – i højere grad end på at lave diverse marketingsmanøvrer i et forsøg på at overtale sit stampublikum eller potentielle nye gæster til at komme indenfor.

Det handler om at kunne møde og adaptere en mangfoldighed af nye muligheder, impulser, former og udtryk.

 

 

Vi ser dette forslag som nytænkende og som et, der kan frigive ressourcer i de økonomisk pressede kulturinstitutioner, der så kunne fokusere på at producere oplevelser og beskrive indholdets råstof.

Audiences Denmark kan understøtte de danske kulturinstitutioner ved at stimulere nytænkning i forhold til metoder, der i større grad involverer publikum på flere niveauer, forske i publikumstrends – både kvantitativt og kvalitativt – og formidle disse resultater. Et Audiences Denmark agentur ville kunne foranstalte organisering af publikums-infrastrukturer – eksempelvis i samarbejde med fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer – der kunne stimulere dannelse af kunst- og kulturforeninger på arbejdspladserne.

Agenturet kunne opsøge netværk af publikumsgrupperinger, der kan kontaktes som kulturforbrugsforeninger. Der kunne arrangeres konkrete møder mellem kultursektorens forskellige aktører og interessenter i form af konferencer, seminarer, labs og workshops, der ville skulle opbygges relationer og databaser over kulturpressen.

 

 

Disse værktøjer og forskningsresultater kunne stilles til rådighed for de kulturinstitutioner, der kan se fordele i at medvirke i et sådan samarbejde. Det er en væsentlig pointe med et sådant agentur, at det primært er et tilbud til de mindre kulturinstitutioner, der ikke har ressourcer til selv at gå ind i et sådant arbejde. Det Kongelige Teater, Nationalmuseet og andre store kulturinstitutioner har både mandskab og muligheder for at publikumsudvikle efter eget behov. Men Danmark mangler et organ, som tilgodeser alle landets mindre institutioner og aktører med en lignende viden, indsigt og inspiration.

Audiences Denmark kunne eventuelt etableres som et ‘andelsselskab’, hvor medlemskredsen kunne bidrage til driften, eller betale efter medlemsskabsniveau og forventning om ydelser. Hvis staten påtog sig opgaven at finansiere agenturet fuldt ud, som et led i kultiveringen af et mangfoldigt kulturliv, kunne samtlige kulturinstitutioner opnå fordele ved en fælles servicering. Alle kunne trække på disse grundværktøjer, der i en travl hverdag kan være svære at nå at etablere for den enkelte kulturinstitution. Marketings-medarbejderne på institutionerne er oftest deltidsansatte, pålagt ansvarsområder som om de var fuldtidsansatte og typisk ovenikøbet udpeget som ansvarlige for tre-fire forskellige sociale netværk.

 

 

Audiences Denmark kunne videreføre de erfaringer, som i dag er skabt og forankret i de to Reach Out-netværk Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO), hvis kulturministerielle bevilling udløber i 2012, og Center for Kunst & Interkultur (CKI), hvis kulturministerielle bevilling udløb i 2010.

Danmark har en såkaldt ‘rådden banan’ – et område op igennem Fyn og Jylland, hvor udviklingen synes at være gået lidt i stå. Men Danmark har i høj grad også en rådden kulturbanan og et problem omkring mangel på offentlige kulturtilbud i de mindre byer.

Agenturet skal opsøge nye publikumsgrupper og være bindeled og vidensformidler mellem kulturproducenterne og publikum i forhold til såvel bopæl, alder, køn og uddannelsesniveau som kulturel baggrund.

Den nye netværksinstitution kunne være en fødselsdagsgave til Kulturministeriet, der blev etableret for 50 år siden med det formål at få ‘kulturen ud til folket’. Audiences Denmark kunne i høj grad medvirke til at leve op til dette mål ved både at fokusere på sociale og geografiske barrierer for adgangen til kunst- og kulturoplevelser.

 

 

Vi har samlet ledere, publikumsstrateger og nøglepersoner fra kulturlivet og 40 forskellige kulturinstitutioner til to rundbordssamtaler i henholdsvis Silkeborg og Roskilde, hvor strategiske løsninger og forandringerne vedrørende fremtidens publikum blev diskuteret i dybden.

Vi opfordrer kulturproducenterne, Kulturministeren og Folketingets kulturpolitiske ordførere og andre interessenter til dialog om forslaget om etablering af et publikumsudvidende agentur. Et videns- og formidlingscenter, der varetager især de mindre kulturproducenters og det ikke-kulturbrugende publikums interesser – uanset hvor uddannede de er og uanset, om de bor i hovedstaden eller i Udkantsdanmark.

 

 

Denne tekst blev publiceret som kronik i Politiken den 16. november 2011.

Den er skrevet af Niels Righolt, Ib Jensen, Sofie Henningsen og Mik Aidt, og blev også brugt som oplæg til rundbordssamtalerne ugen før.

De fire skribenter er kulturkonsulenter tilknyttet Center for Kunst & Interkultur, www.cki.dk

 

 

By mik | Posted in Cover stories | Post a comment or leave a trackback: Trackback URL.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: