ban2
Feb. 17.

Hvordan publikumsudvikler vi Danmark?

Her kan du læse om baggrunden for nye rapport, som CKI og Audiences Denmark har udgivet om publikumsudvikling og som var en forundersøgelse af, om der er grundlag for at etablere et nationalt agentur, der varetager dette udviklingsområde.

 

Af Mik Aidt og Niels Righolt

 

Publikum og besøgendes adfærd, deres efterspørgselsmønstre og de besøgendes profiler er i forandring. Øget mangfoldighed præger både kunstscenen og befolkningens sammensætning, og publikum forventer i stigende grad at kunne involvere og engagere sig i aktiviteterne på en kulturinstitution.

Det skaber behov for helt nye tilgange til arbejdet med især de offentligt finansierede kulturaktiviteter. Der er brug for modernisering og nytænkning, både fordi det er relevant og fordi vi simpelthen kan nogle nye ting med teknologien nu, som ikke førhen var muligt.

Samtidig kommer der hele tiden nye metoder til, som genererer data og giver indsigt i publikumsgruppers adfærdsmønstre på nye måder, og de gør det muligt for os bedre at forstå vores publikum – eller gruppen af ikke-kulturbrugende borgere.

Kulturlivet er i fuld gang med at reagere, tilpasse sig, genopfinde sig selv og udnytte nye muligheder. Mange har fornyet organisationskulturen eller står for at ville gøre det, omtænkt vanerne, strukturerne og den måde, hvorpå der skabes udvikling og innovation, også på digitale platforme og i sociale medier. Altimens arbejdet er blevet endnu en tilføjelse af opgaver på skrivebordene og på listen over ting, vi er nødt til at dele med andre i organisationen.

 

Relevante for alle

Vi har i februar 2012 udgivet en rapport, der fremlægger eksempler på, hvilke refleksioner danske kulturinstitutioner gør sig i denne tid i forhold til deres publikum og arbejdet med publikumsudvikling. De perspektiver og spørgsmål, de rejser, er relevante for alle aktører på den danske kulturscene – uanset størrelse, styreform og opdrag.

Arbejdet med at forny sit publikum hænger uløseligt sammen med alle andre dele af en kulturinstitutions eller et kulturprojekts vilkår, hvilket ikke mindst er væsentligt set i lyset af kultursektorens forandrede finansieringsmuligheder i disse år.

Kan en øget bevidsthed om mulighederne for at anvende og videreudvikle tidssvarende markedsføringsmetoder, brugerinnovation og øget mangfoldighed i kulturtilbuddene bidrage til udviklingen af såvel bæredygtighed som nye vækstpotentialer i kultursektoren?

Skal der tænkes på tværs af det hele? Skal der tænkes anderledes? Skal også husene og projekterne tænkes anderledes? Hvad er det for nogle andre kompetencer, som vi også skal have i spil?

 

40 forskellige svar

Det var for at få svar på disse spørgsmål, CKI inviterede 40 kulturinstitutioner til at deltage i to rundbords-seminarer. Vi ønskede at etablere en nuanceret erfaringsudveksling omkring metoder, perspektiver og muligheder ved publikumsudvikling: Hvilke konsekvenser og resultater får man på kulturinstitutionen ved at implementere en bevidst strategi omkring arbejdet med at etablere nye publikumsrelationer og publikumsgrupper?

CKI ønskede at undersøge, hvordan kultursektoren griber udfordringerne an. Er der forskelle i henholdsvis den private og den offentlige del af kultursektoren? Er der forskelle i måden, det gribes an på i henholdsvis den vestlige og den østlige del af landet?

Rapporten giver dig mulighed for at “lytte med” bordene rundt og få et detaljeret indblik i, hvordan kulturinstitutioner tænker omkring disse spørgsmål og takler udfordringerne.

 

Publikums-agentur i Danmark

På CKI har vi længe følt det som at vi arbejder på et ‘Audiences Denmark’ agentur. Det gør vi, fordi vi i løbet af de seneste to år har deltaget i en stribe konferencer i udlandet, som har haft publikumsudvikling på programmet. Vi har blandt andre besøgt Audiences Norway i Bergen, Audiences Central i Birmingham, og CKI er en del af det EU-støttede Audiences Europe Network, som arrangerer konferencer i otte lande. Efterhånden vænnede vi os til, når vi kom i snak med kollegaerne fra de andre agenturer og bureauer, som arbejder professionelt i feltet, at man for nemheds skyld lige så godt kunne præsentere sig med den let forståelige sætning: “We are from Audiences Denmark”.

Men ud over at vi har etableret denne hjemmeside med domænenavnet www.audiences.dk har vi i 2011 gjort os mange og lange overvejelser omkring, hvorvidt Danmark også skulle have sådan et nationalt Audiences Denmark agentur. Eller om vi netop helt bevidst skulle holde os fra at etablere ‘so ein Ding’.

Vi stillede spørgsmålet til rundbordsseminar-deltagerne og bad dem om at komme med en indikation på, om de mener der er grundlag for etablering af et uafhængigt, nationalt publikumsagentur, som arbejder i dybden med research, rådgivning, vidensdeling og formidling på området – på samme måde som man i vores nabolande har etableret disse agenturer – ‘Audiences Norway’, ‘Audiences UK’, ‘Uitburo’ i Holland, ‘Center for Publikumsudvikling’ i Tyskland, og så videre. Skal det være et virtuelt netværk, en pulje, man kan søge, et analyseinstitut, et uddannelsescenter eller et konsulentbureau? Og hvilke elementer skal der lægges vægt på?

 

Hvem skal udvikles?

Publikumsudvikling – en fordanskning af det engelske udtryk ‘New Audience Development’ – handler ikke om at udvikle publikum, men om at udvikle måden, en kulturinstitution interagerer med sit publikum på eller metoderne til at inddrage nye publikumsgrupper. Det berører parametre som institutionens opdrag og overordnede policy, værdier, profil, partnerskaber, produktion, personale og rekruttering. ‘Publikumsarbejde’ ville muligvis være mere betegnende, men i dele af kulturbranchen er ‘publikumsudvikling’ efterhånden blevet det ord, man normalt anvender for feltet.

I gamle dage skulle ordet publikumsudvikling derimod tages helt bogstaveligt: Kulturinstitutionen skulle udvikle publikum: lære dem, at institutionen havde en vare, publikum ikke havde forstået, de havde brug for. De skulle lære at gå i teatret. Det hed dannelse. Og kulturinstitutionen havde en særlig og meget entydig kulturforståelse.

Den brutale sandhed i dag er, at massen af et potentielt publikum derude er kæmpestor, veluddannet, kommunikativ, kulturelt mangfoldig og opfører sig på andre måder. Og kulturlivets institutioner får ikke fat i mere end en tredjedel af dem.

Derfor er udfordringen i dag at udvikle relationen mellem kulturinstitutionen og publikum. Det betyder dels, at nogle borgere skal lære, hvordan de finder information om kulturtilbuddene, men også at kulturinstitutionen skal lære at finde ud af, hvad det lige nu er, publikum vil opleve.

 

Kvalitet og relevans

Det danske samfund i dag er præget af, at forskellige befolkningsgrupper ikke kender til hinandens kulturelle udtryk. Det har både noget at gøre med fordomme, som spiller ind, men også med grundlæggende, kulturelle forskelle i forhold til, hvad der opleves som æstetisk og kunstnerisk værdifuldt, interessant og relevant.

Ved at skabe nære relationer – gennem særarrangementer, der involverer publikum og et længerevarende samarbejde med en bestemt publikumsgruppe – gøres tingene menneskelige og vedkommende. Man får mulighed for at snakke om kunst- og kulturoplevelserne, får dem sat ind i nye sammenhænge. Publikum skal føle, de bliver taget alvorligt – det publikum, som af institutionerne ofte opleves som forudsætningsløse. Det er en stor misforståelse, når man tror, at alle de, der aldrig sætter deres fødder på en kulturinstitution, er forudsætningsløse. Sandheden er nok snarere, at langt de fleste har meget fine forudsætninger, men at de ganske enkelt synes, at det, som findes på institutionerne, er for dårligt og ikke har nogen relevans. Der eksisterer en ikke-støttet subkultur, som trives parallelt og helt uden at have forbindelse til det etablerede, statsstøttede kulturliv.

Hvad ville der ske, hvis man turde åbne for sluserne og sige, “Vi ved godt, at I alle sammen har været med til at betale festen, og at vi har glemt at invitere to tredjedele af jer…”?

Vi ved fra en undersøgelse i Politiken i maj 2011, at der er en betalingsvilje i disse to tredjedele af befolkningen: de er stadigvæk interesseret i at betale til festen. Hvis vi så også tager dem alvorligt, betyder det, at man kan blive nødt til at kigge på sig selv og spørge: “Laver vi kultur for hinanden – eller laver vi det også for alle dem, der ikke dukker op?”

Og hvis vi gerne vil lave det også for dem, der ikke kommer, hvad er det så, der går galt? Hvad skal der til for at invitere de andre?

Den slags spørgsmål bør mange kulturinstitutioner i disse år stille sig selv.

 

Strukturelle konsekvenser

I rapporten kan du læse, hvordan deltagerne selv beskriver de institutionelle og strukturelle konsekvenser af deres strategier for området. Dels i forhold til institutionens eller projektets økonomi, profil og repertoire, dels i forhold til stedets eller projektets publikumsmæssige forankring og udviklingsmuligheder i en tid, hvor publikum ikke længere bare er ‘publikum’ – publikum vil engageres, involveres og være medskabere.

Forandringerne er så omfattende og hurtige, at dialogen med de nye muligheder bliver en ren overlevelsesstrategi for kulturinstitutionerne i den form, vi kender dem i dag. Klassiske organisationsmodeller, kompetencer, professionelle roller, mentaliteter og udviklingsperspektiver bry­des mod et helt paradigmeskift, som i høj grad styres af den nye teknologis muligheder.

Og fra politisk side øges kravene om en demokratisering af kultursektoren i form af øgede krav til en inkluderende praksis, som kan øge såvel publikumsmængden som sammensætningen af publikum. Institutionerne skal opleves som relevante for medborgerne og det samfund, de er en del af.

Den politiske ambition handler om at skabe forudsætninger for at øge alle indbyggeres muligheder for at tage del i kulturlivet, og derigennem skabe plads for et møde og et samspil mellem forskel­lige kulturtraditioner og møde med medborgernes forskel­lige erfaringer, kundskaber og perspektiver.

I det lys kan institutionernes udfordring beskrives som et spørgsmål om kunstnerisk, performativ og social repræsentation omkring faktorer som repertoire, rekruttering til sektoren, pub­likums- og for­midlingsarbejde, samt selve organisationsstrukturen, uden at man sænker kravene til kvalitet og aktualitet.

Det er en stor udfordring for de fleste kulturinstitutioner bare at hænge med i udviklingen, og særligt for de små og mellemstore institutioner og projekter er det, at binde an med en reel omlægning af praksis, en stor omvæltning, som koster mange ressourcer, man ikke oplever at have. Evnen til at agere interaktivt og åbent i forhold til den nye virkelighed er en forudsætning for at kunne udvikle såvel in­stitutionen som dens medarbejdere.

Dér vil et tiltag som et nationalt publikumsagentur, der kan støtte i processen, kunne spille en afgørende rolle for, om politikernes ambition om deltagelse i kulturlivet lykkes. Men det kræver en forståelse af, at en kulturinstitutions nye identitet vokser frem i et komplekst samspil og samarbejde med dens publikum, kunst­nerne, medarbejdere og andre institutioner og organisationer.

Rundbordsdeltagernes svar var, at der ikke findes nogen ‘nemme løsninger’ og grydeklare opskrifter, som på en meningsfuld måde ville kunne formidles fra centralt hold via et nationalt publikumsagentur. Kulturinstitutionerne har hver deres særlige og meget forskellige vilkår og rammer, og arbejdet med publikumsudvikling er som udgangspunkt noget, der skal begynde indefra i organisationen.

Men dér, hvor et publikumsagentur ville kunne gøre en positiv forskel, sagde seminardeltagerne med stor enighed, ville være i arbejdet med at udveksle viden på tværs af kunstgenrerne, og på tværs af faglige, strukturelle og geografiske opdelinger og grænser.

 

Tykke mure

Som det er i dag, ved museumsarbejdere meget lidt om, hvad der foregår i teaterverdenen, der igen ikke har føling med, hvor spillestederne og kunstudstillingshallerne er henne i forhold til erfaringer med publikumsudvikling.

Der findes nogle faglige netværk, hvor eksempelvis museernes netværk under Kulturarvstyrelsen er langt fremme på publikumsfeltet. På samme måde gøres der erfaringer om publikumsudvikling i regionerne i Vestdanmark, som regionerne i Østdanmark ikke drager nytte af.

Og museerne og skolerne i Østdanmark har med Skoletjenesten et netværk, som i Vestdanmark organiseres helt anderledes. Som en del af formidlingsplanen er der oprettet to museumsundervisningscentre i Jylland – ét i Sønderjylland – MUSKO – og ét i midt/nord, som har til huse i Aarhus, men de ikke har så mange år på bagen og fungerer på andre måder end Skoletjenesten.

Den kulturelle infrastruktur ser med andre ord meget forskellig ud henholdsvis øst og vest for Storebælt. Der er store regionale forskelle på, hvordan man oplever kulturtilbudene og ser på kulturinstitutionernes og -produkternes rolle og eventuelle ansvar i samfundet.

 

Kulturdanmark i flere tempi

De to seminardage bekræftede dette billede af et Kultur-Danmark i mindst to, muligvis flere tempi.

Lokale og regionale kulturpolitiske prioriteringer – eller mangel på samme – har ledt til et Danmark med vidt forskellige tilgange til, hvilken rolle kunst og kultur spiller for samfundet som helhed og i særdeleshed det lokale omgivende samfund. Ikke mindst når det handler om institutionernes eller projekternes relation til publikum, lokale forventninger og behovet for at forny repertoire, program og måden at præsentere projekterne på, for at få nye målgrupper i tale.

Mens man i hovedstadsområdet har en institutionel infrastruktur og en projektmasse, som gør det muligt at søsætte tværinstitutionelle medborgerskabsprojekter og prøve sig frem med publikums- og bydelsinvolverende initiativer i det offentlige rum, går mange af de kulturpolitiske prioriteringer Vest for Storebælt i en anden retning.

I de små og mellemstore kommuner er der ikke den samme diversitet i befolkningen, og samtidig er der ofte andre og mere lokale forudsætninger at veje ind.

En undtagelse fra det mønster er Region Midt og Vest, som er langt fremme i udviklingen af regionale dialog- og samarbejdsstrukturer på tværs af institutionerne og de forskellige kunstdiscipliner. Her har teatrene skabt et samarbejde om forskning og erfaringsformidling om publikumsudvikling, mens noget tilsvarende endnu ikke foregår eksempelvis blandt områdets kunstmuseer og kunstudstillingssteder.

I en stor by som Aarhus sker der naturligvis en del på området. Tilstedeværelsen af et relativt varieret kulturudbud og en kritisk konsumentmasse har gjort det nødvendigt at reflektere de kulturelle udbud i forhold til en mere nuanceret befolkningssammensætning.

På den baggrund vil det være helt afgørende, at de metoder og processer, som udvikles, skal kunne imødekomme disse store regionale forskelle. Der findes i dag ikke noget forum, hvor der udveksles viden om publikumsudvikling på tværs mellem aktører i stat, kommuner og privat regi. Netop fordi der er så stor forskel på Øst og Vest i Danmark, er der behov for en form for koordinering – en kommunikativ proces og erfaringsudveksling – hen over Bæltet.

Det kunne være en klar opgave for et nationalt center eller netværk.

Institutionerne vil gerne have et tværgående netværk, hvori de kan tale med hinanden – teater til spillested, kulturhus til kunstmuseum – og på kryds og tværs mellem genrerne. Og hvor der ikke kommer nogen udefra, som skal belære dem, men hvor det tydeliggøres, hvem der er aktive på feltet, og hvad man kan få ud af at sætte sig i kontakt med dem. Det kunne være et virtuelt netværk kombineret med en årlig konference og fest, for eksempel.

 

Formidling af analystisk forskning

Den 20. oktober 2011 drog to medarbejdere fra CKI til Birmingham for at deltage i en konference om publikumsudvikling, som blev arrangeret af Audiences Central.

Her blev relevansen af Englands publikumsagenturer diskuteret i forbindelse med, at det britiske kunstråd i sommeren 2011 lavede radikalt om på den måde, som landets ni agenturer fremover vil kunne modtage støtte på.

Det blev fremhævet, at en af de vigtigste målgrupper for de britiske publikumsagenturer er de små og mellemstore kulturinstitutioner, som ikke selv har ressourcerne til at lave den slags analysemateriale og bench-marking-sammenligninger, som agenturerne står for.

Flere af de britiske agenturer anser deres vigtigste opgave for at være katalysator for forandringsprocesser i organisationerne.

 

Feedback skal forbedres

Mange teatre har en fast indarbejdet evalueringsrutine på deres forestillinger: Når forestillingen er taget ned, samles holdet bag forestillingen til en evaluering af processen på scenen i en rundkreds – skuespillerne, teknikerne, dramaturgerne. Det er en evaluering, som ikke kun handler om tal og arbejdsmarkedsregler. Den handler om det kunstneriske produkt. Nu er der også museer, der er begyndt at invitere til ‘finishsering eller ‘finisager’ – som pendant til de vanlige ‘ferniseringer’ og ‘fernisager’ – der fokuserer på spørgsmål som: “hvordan gik det så?” “Hvordan var de kunstneriske mål?, og “nåede vi de ting, vi gerne ville med denne udstilling?”

Vi går ikke på museeum for statistikkens skyld – fordi vi gerne vil øge tallet af danskere, der går på museum. Går vi på museum, er det fordi, vi tror på, at vi vil få en god oplevelse. En oplevelse, som siger os noget og som flytter et eller andet. Disse erfaringer er vigtige for dem, der udfører arbejdet: det er vigtigt at få feedback.

Feedback-funktionen fungerer i dag ikke mellem publikum og institutionerne – det var én af de ting, som gik igen i det, kulturinstitutionerne fortalte på seminarerne. “Hjælp os med at forbedre denne feedback-situation. Giv os værktøjer. Giv os god inspiration ude fra det store udland. Vær en slags publikums-interaktions-agenter på vores institutioner.”

 

De låsende mekanismer

Hvordan kan vi skabe et bedre sprog for det med at evaluere et kunstnerisk produkt? Dér mangler vi noget grundforskning. Det er et spørgsmål om kompetenceløft – og om at der skal være bedre mulighed for at søge støtte med hensyn til dette felt.

Det lyder banalt, men hvis man gerne vil nå sit publikum, må man også gøre noget for at forstå sit publikum.

Flere deltagere på de to seminarer var inde på, at et reelt og alvorligt ment publikumsarbejde nødvendigvis må række dybere end blot at fokusere på sammenhængen mellem program eller repertoire, PR og publikum. Det handler også om rekruttering af nye medarbejdere og kompetencer, budgetmæssige omprioriteringer, etableringen af nye partnerskaber, nye finansieringskilder, nye måder at producere på, nye formidlingsstrategier, nye mål og måske endda nye opdrag. Med Taastrup Teaters erfaringer in mente, er det tydeligt, at det ikke er friktionsfrit at ændre en institutionel organisering, men det hjælper at have den slags erfaringer at støtte sig til.

De fleste danske kulturinstitutioner er skruet sådan sammen, at enten er der en resultatkontrakt eller også er der en formålsparagraf. Det er disse tekster, der styrer, hvordan vi oplever os selv på institutionen.

Men i vid udstrækning lader vi dem også være en låsende mekanisme, som modvirker forandringer, fordi nogen jo har fortolket resultatkontrakten eller formålsparagraffen, og disse “nogen” er oftest embedsværket, tjenestemændene.

Der er noget i måden, vi vælger at kigge på institutionen på, som blokerer for udsynet. Noget, vi godt kan finde ud af at italesætte – men vi har ikke lige fået skabt den åbning, fået åbnet det vindue eller slået det hul i muren, sådan at nye perspektiver kan begynde at sitre ind og påvirke vores daglige rutiner.

Man skal turde dekonstruere det, man plejer at gøre.

 

Behov for overordnede politiske incitamenter 

Rundbordsdiskussionerne i Silkeborg og Roskilde tegnede et billede af, at der er behov for at tænke på tværs og skabe nogle incitamenter for at udvikle og anvende tidssvarende markedsføringsmetoder, brugerinnovation og inkluderende metoder, som kan bidrage til øget mangfoldighed i kulturtilbuddene og derved skabe større resonans hos publikum – og på sigt bidrage til en bedre udnyttelse af vækstpotentialerne i kultursektoren.

Der var over én kam bred enighed om, at institutionerne naturligvis har et ansvar for at skubbe udviklingen i den rigtige retning, men samtidig blev det tydeligt på seminarerne, at der også er behov for helt overordnede politiske incitamenter eller krav omkring større spredning og bredere publikumsmål, samt ikke mindst mulighed for at få støtte udefra i form af enten operative puljemidler eller professionel rådgivning og procesudvikling, som flere særligt små og mellemstore institutioner i dag ikke selv har råd til at stå for.

 

Et dansk publikumagentur

På spørgsmålet, om vi i Danmark har behov for et egentligt uafhængigt, nationalt publikumsagentur på samme måde, som man har dem i blandt andre Storbritannien, Tyskland, Holland og Norge, tegnede de to seminarer et utydeligt billede.

Der var ikke et entydigt ja eller nej til en sådan konstruktion. Derimod pegede samtalerne i retning af, at det er vigtigt, at der er en form for overordnet aktør i form af en platform eller en slags netværk, som kan arbejde med rådgivning, vidensdeling og formidling på området, samt har mulighed for at bistå i forbindelse med konkrete processer og projekter ude på institutionerne. Der var enighed om, at der er behov for mere research og egentlig forskning på området, og at det bør undersøges, hvordan man bedst sikrer det.

Flere deltagere udtrykte ønske om en slags kulturens ‘rejsehold’, en gruppe proceskonsulenter med dyb indsigt i forskellige erfaringer med publikumsprocesser, både fra Danmark og fra udlandet, som kunne fungere som interaktions- og udviklingsrådgivere for institutioner og kulturelle projekter. Andre udtrykte skepsis over for at bruge penge på en ny organisation, som skulle arbejde med at sikre udvikling af feltet, sådan som CKI har foreslået det i Politiken-kronikken ‘Nye ansigter i publikumsrækkerne’, fordi arbejdet allerede er i fuld gang på en del kulturinstitutioner.

Men der var konsensus om en erkendelse af, at de samfundsmæssige forandringer og de rimelige demokratiske forventninger om, at de, der betaler for ‘festen’, også har ret til at blive indbudt til den, sætter de kulturelle institutioner under pres i forhold til at skulle henvende sig til de dele af befolkningen, som man i dag ikke har mange reelle erfaringer med at nå ud til – omend nogen overhovedet.

Den klassiske og ofte normative offentligt finansierede kultur, som i Danmark har været synonym med den kulturbærende nati­onale identitet, skal pludselig til at agere langt mere pluralistisk, og her savner især en del af de mindre institutioner erfaringer, værktøjer, inspiration og sparringspartnere.

 

 

Læs mere i rapporten Fra guder til tjenere [PDF i A4, 56 sider, 4 MB]

 

By mik | Posted in Cover stories | Post a comment or leave a trackback: Trackback URL.



  • Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at præsentere nogle anderledes teateroplevelser for publikum. Fordi vi har jo publikumsflugt fra teatrene. Vi har jo ikke noget publikum mere. Det er den samme lille befolkningsgruppe, som alle teatrene går efter at få ind på DERES teater. Der er ingen, der rigtigt arbejder for UDVIDE publikumsgruppen. Og vi gør ikke noget for specifikt at tiltrække nye grupper, for eksempel de unge eller dem med minoritetsbaggrund. Vi får ligesom ikke gjort det ved teatret, som ville gøre, at det var så interessant, at folk strømmede til i horder…

    Hassan Preisler

    Citat fra videooptagelsen, som den 14. november 2011 blev lagt op på det nylancerede kultur-debatforum Have Backstage: http://vimeo.com/32074293

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: