Category Archives:Cover stories

ban3
Feb. 17.

Nye ansigter i publikumsrækkerne

Her beskriver fire kulturkonsulenter fra CKI deres idé om at oprette et nationalt ‘publikumsbureau’, som skal være kulturinstitutionernes fælles agentur for opsamling af viden og formidling af erfaringer om bestræbelserne på at gøre kulturlivets ikke-brugere til brugere. Den nye organisering skal fremme en øget demokratisering af de offentlige kulturmidler.

 

Forestil dig et boom af helt nye deltagere i det danske kulturliv. Stopfyldte provinsteatre og koncertsteder med engagerede publikummer og snakken, der går i spisepausen dagen efter på arbejdspladsen.

Mange teatre har allerede inviteret nyt publikum til gode kulturoplevelser. Nørrebro Teater med Late Night, hvor et helt nyt og ungt publikum sad på plysstolene med hver sin dåseøl og hørte rockbands, suppleret af stand-up kunstnere på slap line. Betty Nansen Teatret med det tværetniske teaterprojekt C:NTACT, hvor unge med indvandrerbaggrund spiller “sig selv”.

Taastrup Teater og Helsingør Teater med forestillinger, der drager gennem gaderne og inviterer naboer, lokale foreninger og skoler – og dermed både teatrets nuværende og kommende teaterbrugere – til at fortælle, spille og deltage i teatrets forestillinger.

Dansk Danseteater med moderne dans og ballet på Københavns Politigård, hvor de, igennem flere år, i august måned har fået et helt nyt publikum til at opleve en kunstform, de aldrig havde drømt om at skulle komme i nærheden af.

 

 

Adskillige publikumsudvidende tiltag er undervejs rundt om i hele landet. For eksempel arbejder det klassiske kammerorkester Esbjerg Ensemble på at få flere unge i tale ved at formidle klassisk musik igennem tværkunstneriske events på havneområdet i Esbjerg. Kammerensemblet Athelas Sinfonietta, husensemble på Kulturværftet i Helsingør, laver samarbejder med rappere med indvandrerbaggrund og optræder udendørs på Nørrebro.

Sjællands Symfoniorkester Copenhagen Phil er også igang med at udvikle nye koncertformater, hvor publikum tilbydes et væld af side-arrangementer relateret til kernetilbudet – den kun én time lange koncert.

Rundt omkring i Europa bobler det med lignende eksperimenter med de klassiske kulturskatte. Marketingschefen fra det offentligt finansierede symfoniorkester Rotterdam Philharmonisch fik den idé at sende små grupper af orkestrets musikere ud på et hospital og spille små klassiske koncerter på stuerne. De fik så mange positive reaktioner på det, at hospitalet bad musikerne om at komme igen. Da der ikke var flere penge i projektet, fandt hospitalet to sponsorer, der nu finansierer, så det er blevet til en fast ordning. Samme orkester trækker i tusindvis af unge til sine koncerter, når de opfører filmmusik live mens film som Ringenes Herre, Star Wars, E.T. eller Jurassic Park kører hen over lærredet.

I kulturbranchen er tendensen blevet tildelt fagtekniske termer som ‘publikumsudvikling’, ‘brugerinddragelse’ og ‘outreach’. Den bringer kunstnerne ud i nogle helt nye sammenhænge, som de ikke havde forestillet sig, at de skulle komme i, og en positiv sidegevinst ved udviklingen er, at man i mange tilfælde vil kunne høre kunstnerne fortælle begejstret om, at den spontane reaktion, de får fra folk, jo var den grundlæggende årsag til, at de engang for mange år siden begyndte at spille et instrument.

Publikumsudvikling handler ikke kun om at sælge billetter. Det handler også om at skabe kunstnerisk udvikling, der kan give kunstnerne noget igen.

 

 

Der eksperimenteres også med samarbejde mellem forskellige sektorer.. Forestil dig for eksempel erhvervsvirksomheder, hvor tillidsmanden sammen med direktionen stimulerer etableringen af kulturklubber på arbejdspladsen. Inviterer kunstnere til at optræde i produktionshallen. Eller i kantinen i frokostpausen. Eller efter fyraften. Organiserer kulturudflugter til eksisterende kulturevents i lokalområdet.

Eller forestil dig at veletablerede teatre i Øressundsregionen går sammen om at skabe et oplevelsesfællesskab for deres respektive stampublikummer på begge sider af sundet. Hvor de til udvalgte forestillinger organiserer rejser, arrangerer introduktioner og middage og derved skaber en social aktivitet omkring deres kerneaktivitet – og på den måde helt bogstaveligt ‘deler’ sit publikum.

 

 

I Politikens analyseserie ‘Elitens kultur’ har forskellige eksperter og kulturpraktikere diskuteret den kulturpolitiske organisering med udgangspunkt i kulturbruger-undersøgelsen, som i maj blev foretaget af Megafon for TV2 og Politiken. ‘Elitens kultur’ afslører, at det primært er højtuddannede og velstillede, der benytter sig af kulturtilbuddene. Ufaglærte og personer med lavere indkomster er kraftigt underrepræsenterede blandt de grupper, som benytter sig af kulturtilbuddene, viser brugerundersøgelsen af 1.026 danskeres kulturvaner.

Hver fjerde kandidat på et universitet har været til opera inden for det seneste år, mens det kun er seks procent af håndværkerne og ni procent af de ufaglærte, der er repræsenteret ved den form for kulturtilbud.

En højtuddannet kulturbruger bliver støttet med 1.000 kroner hver gang, han eller hun tager i operaen, mens den lavtuddannede kulturbruger kun støttes med 15 kroner til en koncert på eksempelvis en bluesbar.

FOAs formand Dennis Kristensen kalder det en ‘social skævvridning’. Han foreslår, at man kan mindske denne skævvridning ved at støtte kunst- og kulturforeninger på arbejdspladserne. Ifølge Kristensen undgår man på den måde kun at støtte eliten og samtidig giver man mulighed for at opretholde den folkelige opbakning til kulturstøtten.

Brugerundersøgelsen er interessant, men størstedelen af resultaterne er ikke særligt overraskende. Kulturforbruget har udviklet sig på samme måde som de økonomiske strukturer i det danske samfund, hvor antallet af fattige ifølge tal fra Finansministeriet er steget med over 50 procent fra 2001 til 2009. I den mindre priviligerede del af Danmark – i storbyerne, på den københavnske vestegn og i en lang række udkantskommuner – har den såkaldte ‘sociale mobilitet’ har været aftagende de seneste 10 år. Unge med svag hjemmebaggrund har i dag fire gange så stor en risiko for at stå uden en ungdomsuddannelse som 25-årige, sammenlignet med unge med en stærk hjemmebaggrund.

I det hele taget er det en udfordring at få skabt en måde at organisere kulturlivet på – et kulturelt modus vivendi – hvor unge oplever sig inkluderet uanset om de vokser op i storbyernes forstæder eller på landet. Det er en udfordring for både politikere og institutioner at forholde sig aktivt til, hvordan både den kulturelle, den sociale og fysiske mobiltet kan øges,

så endnu flere kan tage del af de kulturelle tilbud.

Ansvaret for dette offentlige ‘kultursvigt’ lægges på brugernes side: “Ikke-brugerne mangler basal kulturuddannelse,” siges det. Og det forklares både med problemerne med manglende uddannelse og med skolesystemets nedprioritering af de kreative og kunstneriske fag. Nedskæringer har jo ramt netop de fag, der danner udgangspunkt for al kunstnerisk refleksion og iværksætteri – og dermed også muligheden for at vække interesse for kunst- og kulturlivet hos de unge.

 

 

Vi deler den opfattelse, at det er et demokratisk problem, at en tredjedel af den danske befolkning ikke gør brug af de af skatteborgernes fællesfinansierede kulturtilbud. Men vi mener også, at vi for at finde løsningen på dette problem må kigge nye og andre steder hen.

Kulturproducenterne – teatrene, koncertstederne, kulturhusene – bærer selv en stor del af ansvaret for denne kedelige udvikling. Første skridt er, at kulturinstitutionerne må begynde at forholde sig til, at de alle er i samme båd og bør starte et samarbejde om at udvikle og sammenligne erfaringerne med at inddrage nye brugergrupper.

“12 minutter” eller ej – fremtidsforskerne fortæller os, at fremtiden byder på masser af fritid. Den kan bruges til sport, computerspil og socialt samvær. Den kunne også bruges til at deltage i spændende og relevante, offentligt finansierede kulturoplevelser.

Underforstået at det at “deltage” er noget andet end at “være tilskuer til”.

Én af de tendenser, som det er afgørende at forstå og at kunne håndtere som kulturaktør eller kulturinstitution i disse år, er at kunst- og kulturoplevelser, som inviterer til aktiv deltagelse og engagement, i højere grad har succes med at tiltrække publikum fra “ikke-brugernes” segment.

 

 

Det, der overrasker i Megafon-brugerundersøgelsen er, at selvom flere uden uddannelse kun sjældent bruger kulturtilbuddene, mener to tredjedele af den danske befolkning, at kulturen skal støttes med samme beløb som i dag eller mere.

Dét fortæller, at der er al mulig grund til at tage fat og vægte ikke-brugernes – det potentielle nye publikums – stemme højt, når vi udvikler vores kulturtilbud.

Men hvordan opbygger man kulturoplevelser, der opleves som relevante for mange forskellige mennesker – ud over “elitens” kulturforbrugere – i vores samfund?

Det er det centrale spørgsmål.

I vores optik bør medborgernes forskellige erfaringer, kundskaber og perspektiver indgå som et helt naturligt element i kulturinstitutionernes repertoire og programplanlægning. Begreber som identitet, kulturel mangfoldighed, repræsentation, tilgængelighed og åbenhed bør indarbejdes i den kulturelle planlægning på lige fod med mere traditionelle parametre som kunstnerisk kvalitet, professionalisme og faglig tyngde og profil.

Derfor bør kulturinstitutionerne lægge vægt på at skabe nye strukturer, der kan stimulere interessen blandt et mangfoldigt publikum, snarere end at slås om de knappe kulturressourcer, som staten kanaliserer til ud til dem.

For adskillige kulturinstitutioner og organisationer her i landet er dette en opgave, der hverken har været ressourcer eller mod til, og opgaven kan i længden heller ikke løftes af enkeltstående frontløbere. For at opgaven kan give mening, have relevans og føre til handling, må vi anerkende behovet for en fornyelse og modernisering af såvel institutionernes kulturprogrammer som selve organiseringen af institutionerne, sådan at de opleves som relevante, vedkommende og interessante for den tredjedel af befolkningen, der lige nu bakker op om den statslige støtte til kulturlivet, men som ikke bruger dem.

 

 

Vi foreslår oprettelsen af et nationalt center for publikumsudvikling, Audiences Denmark, der dels uddanner publikumsudviklere som en profession i sig selv, dels kan støtte op om de processer, som mange kulturinstitutioner før eller siden må gennemgå for fortsat at kunne tilbyde attraktive, interessante og relevante kulturoplevelser til nutidens publikum med en mangfoldighed af kulturelle baggrunde.

I vores nabolande er “publikumsudvikling” noget nær en videnskab, som der forskes i af nationale publikumsagenturer og -centre. Norge har sit ‘Audiences Norway’, Tyskland har et ‘Center for Publikumsudvikling’ i Berlin, Holland har ‘Uitburo’er’ i flere byer, og Storbritannien har 10 regionale agenturer samlet under ‘Audiences UK’, og så videre. Agenturerne finansieres af statslige kunstråd såvel som af bidrag fra kulturinstitutionerne.

Der findes et europæisk netværk af publikumsudviklere, Audiences Europe Network (audienceseurope.net), og der går ikke to måneder uden at der arrangeres et møde, et seminar eller en konference, som samler aktørerne på tværs af landegrænser for at udveksle viden, erfaringer og ideer. Fokus er på kulturproducenternes vilje og evne til at forstå og imødekomme nye publikumgruppers behov – i højere grad end på at lave diverse marketingsmanøvrer i et forsøg på at overtale sit stampublikum eller potentielle nye gæster til at komme indenfor.

Det handler om at kunne møde og adaptere en mangfoldighed af nye muligheder, impulser, former og udtryk.

 

 

Vi ser dette forslag som nytænkende og som et, der kan frigive ressourcer i de økonomisk pressede kulturinstitutioner, der så kunne fokusere på at producere oplevelser og beskrive indholdets råstof.

Audiences Denmark kan understøtte de danske kulturinstitutioner ved at stimulere nytænkning i forhold til metoder, der i større grad involverer publikum på flere niveauer, forske i publikumstrends – både kvantitativt og kvalitativt – og formidle disse resultater. Et Audiences Denmark agentur ville kunne foranstalte organisering af publikums-infrastrukturer – eksempelvis i samarbejde med fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer – der kunne stimulere dannelse af kunst- og kulturforeninger på arbejdspladserne.

Agenturet kunne opsøge netværk af publikumsgrupperinger, der kan kontaktes som kulturforbrugsforeninger. Der kunne arrangeres konkrete møder mellem kultursektorens forskellige aktører og interessenter i form af konferencer, seminarer, labs og workshops, der ville skulle opbygges relationer og databaser over kulturpressen.

 

 

Disse værktøjer og forskningsresultater kunne stilles til rådighed for de kulturinstitutioner, der kan se fordele i at medvirke i et sådan samarbejde. Det er en væsentlig pointe med et sådant agentur, at det primært er et tilbud til de mindre kulturinstitutioner, der ikke har ressourcer til selv at gå ind i et sådant arbejde. Det Kongelige Teater, Nationalmuseet og andre store kulturinstitutioner har både mandskab og muligheder for at publikumsudvikle efter eget behov. Men Danmark mangler et organ, som tilgodeser alle landets mindre institutioner og aktører med en lignende viden, indsigt og inspiration.

Audiences Denmark kunne eventuelt etableres som et ‘andelsselskab’, hvor medlemskredsen kunne bidrage til driften, eller betale efter medlemsskabsniveau og forventning om ydelser. Hvis staten påtog sig opgaven at finansiere agenturet fuldt ud, som et led i kultiveringen af et mangfoldigt kulturliv, kunne samtlige kulturinstitutioner opnå fordele ved en fælles servicering. Alle kunne trække på disse grundværktøjer, der i en travl hverdag kan være svære at nå at etablere for den enkelte kulturinstitution. Marketings-medarbejderne på institutionerne er oftest deltidsansatte, pålagt ansvarsområder som om de var fuldtidsansatte og typisk ovenikøbet udpeget som ansvarlige for tre-fire forskellige sociale netværk.

 

 

Audiences Denmark kunne videreføre de erfaringer, som i dag er skabt og forankret i de to Reach Out-netværk Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO), hvis kulturministerielle bevilling udløber i 2012, og Center for Kunst & Interkultur (CKI), hvis kulturministerielle bevilling udløb i 2010.

Danmark har en såkaldt ‘rådden banan’ – et område op igennem Fyn og Jylland, hvor udviklingen synes at være gået lidt i stå. Men Danmark har i høj grad også en rådden kulturbanan og et problem omkring mangel på offentlige kulturtilbud i de mindre byer.

Agenturet skal opsøge nye publikumsgrupper og være bindeled og vidensformidler mellem kulturproducenterne og publikum i forhold til såvel bopæl, alder, køn og uddannelsesniveau som kulturel baggrund.

Den nye netværksinstitution kunne være en fødselsdagsgave til Kulturministeriet, der blev etableret for 50 år siden med det formål at få ‘kulturen ud til folket’. Audiences Denmark kunne i høj grad medvirke til at leve op til dette mål ved både at fokusere på sociale og geografiske barrierer for adgangen til kunst- og kulturoplevelser.

 

 

Vi har samlet ledere, publikumsstrateger og nøglepersoner fra kulturlivet og 40 forskellige kulturinstitutioner til to rundbordssamtaler i henholdsvis Silkeborg og Roskilde, hvor strategiske løsninger og forandringerne vedrørende fremtidens publikum blev diskuteret i dybden.

Vi opfordrer kulturproducenterne, Kulturministeren og Folketingets kulturpolitiske ordførere og andre interessenter til dialog om forslaget om etablering af et publikumsudvidende agentur. Et videns- og formidlingscenter, der varetager især de mindre kulturproducenters og det ikke-kulturbrugende publikums interesser – uanset hvor uddannede de er og uanset, om de bor i hovedstaden eller i Udkantsdanmark.

 

 

Denne tekst blev publiceret som kronik i Politiken den 16. november 2011.

Den er skrevet af Niels Righolt, Ib Jensen, Sofie Henningsen og Mik Aidt, og blev også brugt som oplæg til rundbordssamtalerne ugen før.

De fire skribenter er kulturkonsulenter tilknyttet Center for Kunst & Interkultur, www.cki.dk

 

 

ban1
Feb. 17.

Grundlaget for et dansk publikumsagentur

Hvordan kan et nationalt publikumsagentur skubbes igang, hvad vil dets arbejdsopgaver skulle være i 2012-2014 – og hvad vil et sådant apparat koste?

 

Af Mik Aidt og Niels Righolt

 

Arbejdet med at få nye ansigter ind blandt publikum gribes som sagt meget forskelligt an rundt omkring i Danmark.

Med to rundbordsseminarer og erfaringerne fra to dages inspirerende, indsigtsfulde og åbne samtaler med 40 af Danmarks ledende kulturelle aktører i bagagen er vi kommet nærmere en afklaring af, hvad der synes at være behov for, for at kulturinstitutioner og kulturprojekter i højere grad end tilfældet er i dag kan komme i berøring med og attrahere en større del af befolkningen.

Der var bred enighed blandt deltagerne i de to seminarer om, at uanset om der etableres et nationalt videns- og kompetencecenter på publikumsområdet – et Audiences Denmark – eller man organiserer arbejdet på en anden måde, er det helt afgørende, at det er den enkelte institutions lokale kulturpolitiske og befolkningsmæssige forudsætninger, som ligger til grund for publikumsarbejdet.

Dialog, fornyelse og åbenhed fremhævedes som helt centrale begreber for institutionernes udvikling, når de skal tilpasse sig den nye virkelighed. Et stadigt videns- og udviklingsflow mellem individer og institutioner, mellem medarbejdere med forskellige kompetencer og erfaringer, er nødvendigt for at kunne udnytte de nye muligheder og sam­tidig skabe grundlag for ny kundskab og stimulere til yderligere øget kre­ativitet.

Visionen for Audiences Denmark er derfor på ingen måde, at det skal blive et sandhedsgivende metodeudviklende orakel, der rejser rundt og uddeler standardværktøjer til kulturinstitutionerne. Der er snarere tale om et processuelt og udviklingsorienteret samarbejde med de enkelte institutioner, hvor metoder og løsninger udvikles og tilpasses lokalt i forhold til den enkelte institutions behov.

 

Agenturets struktur

Et Audiences Denmark publikums-agentur kunne – uden de store omkostninger til mursten og lokaleleje – organiseres som en gruppe eksperter og konsulenter, der holder sig i løbende kontakt med publikumsudviklere og andre relevante medarbejdere på både danske og udenlandske kulturinstitutioner – og som kulturinstitutionerne hver for sig spiller ind til efter behov. Samtidig kunne Audiences Denmark være anker for en platform på nettet, som lægger op til decentral kommunikation og erfaringsudveksling via blandt andet de sociale netværk.

Som specialister på feltet med fingeren på pulsen er det afgørende, at agenturets konsulenter har økonomisk og tidsmæssigt overskud til at kunne deltage i konferencer og seminarer i både ind- og udland, og at de har tiden til at få samlet op på det og få nyhederne formidlet videre. De skal løbende kunne holde sig opdateret med den strøm af nyhedsbreve, der distribueres ud fra publikumsagenturer i udlandet, med henblik på at videreformidle det væsentligste og samle nyheder om nye rapporter, undersøgelser og metodeguides på agenturets hjemmeside.

Audiences Denmark kunne være den platform, der søsatter nogle af de bedste værktøjer med respekt for, at der er kæmpestor forskel på, hvordan de forskellige kulturelle brancher ser ud, hvordan man organiserer sig, hvordan store kulturorganisationer klarer sig i forhold til små, og at der er geografiske og demografiske forskelle, man skal forholde sig til.

Et agentur på dette ambitionsniveau ville kunne drives for et årligt beløb i størrelsesordenen to millioner kroner.

 

Opdrag

Det vil give god mening at formulere opdraget til et sådant agentur i en række at-satser, som skal sikre, at opgaverne i vid udstrækning løses i forhold til modtagernes faktiske behov og muligheder. På baggrund af inputtet fra de to rundbordsseminarer vil det ligeledes være logisk, om man ved formuleringen af en række mål på området samtidig tænker i en mere langsigtet og målrettet anvendelse af de ressourcer, der i dag er i spil til udvikling af kulturområdet. CKI kunne tildeles opgaven at udvikle et Audiences Denmark som en platform eller netværk med ansvar for at kortlægge og undersøge feltet gennem:

• research af eksisterende viden på området med vægt på relationsskabende metoder, formidlingsmetoder og publikumsopfattelser.

• identifikation af forskellige typer af opsøgende kunst- og kulturformidling, som forudsættes for at skabe relationer til nye publikumsgrupper.

• identifikation af publikumsbehov, herunder særlige gruppers og segmenters opfattelse af at være publikum og/eller ikke at være publikum.

Endvidere at:

• Skabe en kvalificeret vidensdeling og -formidling af erfaringer og metoder fra såvel Danmark som udland.

• Etablere en netbaseret platform som kan fungere som et interaktivt formidlings-, metodeudviklings- og vidensdelings-værktøj for kulturlivet.

• Oprette et team af faglige specialister – publikumsudviklere – som kan rådgive institutioner og kulturaktører i Danmark i forhold til relevante publikumsmodeller og strukturelle processer.

• Gennemføre mindst én årlig konference/symposium på området i Danmark, samt gennemføre mindre regionale og/eller fagspecifikke seminarer rundt om i landet.

• Producere publikationer og lignende om udviklingen inden for området.

• Deltage i såvel nordiske som internationale netværk og konferencer omkring publikumsudvikling og øget inklusion i kultursektoren

 

Endelig bør der tænkes i etablering af en pulje eller lignende med operative midler, som på en meget konkret måde kan hjælpe de små og mellemstore institutioner i gang med det forandringsarbejde, de ellers næppe vil have ressourcer til at gennemføre. En model kunne være at oprette en pulje eller tidsbegrænset fond i lighed med den tidligere danske Udviklingsfond eller den svenske Framtidens Kultur, der kan fungere som en direkte injektion ind i de enkelte institutioner eller projekter.

 

En overordnet vision

Men et publikumsagentur alene får ikke det danske kulturliv ud af sin tornerosesøvn. Det forudsætter, at vi i Danmark får skabt en mere overordnet kulturpolitisk vision med, hvor vi vil hen med det offentlige støttede kulturliv – og hvorfor vi vil det. De overordnede mål og krav bør i vores optik komme oppefra, men implementeres og udvikles indefra og ud fra institutionernes behov og lokale forudsætninger.

Lidt på samme måde, som visionen, vi kalder ‘andelstanken’, voksede frem i dette land for 150 år siden.

Kulturminister Uffe Elbæk slog en tone an til formuleringen af en vision, da han – kort før han blev valgt ind i Folketinget – sagde: “Kulturpolitikken skal sigte på at ruste danskerne til globaliseringen, til at stå ansigt til ansigt med det nye, og samtidig bevare trygheden, fællesskabet og lysten til at virke.”

Hidtil har ministeren i løbet af sin forholdsvis korte periode på posten stillet en række interessante og højest relevante spørgsmål. I et interview i Politiken spørger han eksempelvis: “Hvordan åbner vores kulturinstitutioner op over for samfundet? Hvordan sikrer vi, at museerne fortæller nuancerede historier?”

Kigger vi lidt uden for Danmarks grænser, vil der være bud på konkrete svar at finde på de spørgsmål – både på policyniveau og det praktiske niveau.

I flere af vores nabolande har man haft modet til at bevæge sig videre. Og måske ligger der i museernes strategiske arbejde med medborgerskab også en kim til den vision, det samlede danske kulturliv har brug for? Hvor det ikke handler om, at kulturinstitutionerne skal pligtopdrage deres borgere til at blive en del af samfundet eller belære dem om den kulturarv, de første danskere har efterladt sig, men hvor de tilbyder borgeren at indgå i et lystbetonet give-and-take-forhold, der anerkender behovet for medindflydelse og værdien af kulturel mangfoldighed, hvor lokal kulturarv spejles i et globalt perspektiv, og hvor kultursynet ikke bare tages for givet, som om der kun findes ét, men løbende udstilles for at skabe diskussion om den flerkulturelle virkelighed, vi i dag lever i overalt på planeten.

Hvor institutionernes ‘kald’ ikke handler om at beskytte og præservere noget uforanderligt og statisk, som nogle såkaldt marginaliserede ikke-brugere skal tvinges ind i, men hvor ‘kaldet’ kunne handle om gennem interaktion at skabe kompetencer, virkelyst, forståelse og udsyn baseret på nysgerrighed, udforskertrang og den form for ‘borgerlyst’, der med tiden bliver til et reelt medborgerskab og skaber engagement i samfundet.

Nøjagtigt ligesom vi i disse år oplever borgere rundt om i verden, som skaber konkrete forandringer i deres landes regimer ved at udfordre tingenes orden, behøver kulturinstitutionerne ikke vente på, at nogen skaber en forkromet vision for os. Vi ved jo godt, hvad den grundlæggende øvelse handler om: Giv medindflydelse. Tilbyd uddannelse og deltagelse. Få de unge ind som medskabere.

Hvis vi kan gribe de muligheder, som ligger lige foran os, vil visionen med tiden – ligesom andelstanken gjorde det – begynde at udkrystallisere sig ved de frugtbare eksemplers magt.

Først og fremmest handler det – præcis som i det ‘arabiske forår’ – om at skabe selvtillid og tro på en fælles vision hos den enkelte.

Og det handler om værdier. Det er værdier, som styrer vores måde at bruge de sociale netværk på. Det er et opgør – ikke med diktatorer, men med kulturforvalternes excelark og regnskabslogik. En bevægelse mod at forstå kulturen uden for excelarket, som giver mod til at skabe fornyelse ikke bare på scenerne og udstillingsvæggene, men helt ud på de enkelte skriveborde i kulturinstitutionernes kontorer.

 

 

Læs mere i rapporten Fra guder til tjenere [PDF i A4, 56 sider, 4 MB]

 

 

ban2
Feb. 17.

Hvordan publikumsudvikler vi Danmark?

Her kan du læse om baggrunden for nye rapport, som CKI og Audiences Denmark har udgivet om publikumsudvikling og som var en forundersøgelse af, om der er grundlag for at etablere et nationalt agentur, der varetager dette udviklingsområde.

 

Af Mik Aidt og Niels Righolt

 

Publikum og besøgendes adfærd, deres efterspørgselsmønstre og de besøgendes profiler er i forandring. Øget mangfoldighed præger både kunstscenen og befolkningens sammensætning, og publikum forventer i stigende grad at kunne involvere og engagere sig i aktiviteterne på en kulturinstitution.

Det skaber behov for helt nye tilgange til arbejdet med især de offentligt finansierede kulturaktiviteter. Der er brug for modernisering og nytænkning, både fordi det er relevant og fordi vi simpelthen kan nogle nye ting med teknologien nu, som ikke førhen var muligt.

Samtidig kommer der hele tiden nye metoder til, som genererer data og giver indsigt i publikumsgruppers adfærdsmønstre på nye måder, og de gør det muligt for os bedre at forstå vores publikum – eller gruppen af ikke-kulturbrugende borgere.

Kulturlivet er i fuld gang med at reagere, tilpasse sig, genopfinde sig selv og udnytte nye muligheder. Mange har fornyet organisationskulturen eller står for at ville gøre det, omtænkt vanerne, strukturerne og den måde, hvorpå der skabes udvikling og innovation, også på digitale platforme og i sociale medier. Altimens arbejdet er blevet endnu en tilføjelse af opgaver på skrivebordene og på listen over ting, vi er nødt til at dele med andre i organisationen.

 

Relevante for alle

Vi har i februar 2012 udgivet en rapport, der fremlægger eksempler på, hvilke refleksioner danske kulturinstitutioner gør sig i denne tid i forhold til deres publikum og arbejdet med publikumsudvikling. De perspektiver og spørgsmål, de rejser, er relevante for alle aktører på den danske kulturscene – uanset størrelse, styreform og opdrag.

Arbejdet med at forny sit publikum hænger uløseligt sammen med alle andre dele af en kulturinstitutions eller et kulturprojekts vilkår, hvilket ikke mindst er væsentligt set i lyset af kultursektorens forandrede finansieringsmuligheder i disse år.

Kan en øget bevidsthed om mulighederne for at anvende og videreudvikle tidssvarende markedsføringsmetoder, brugerinnovation og øget mangfoldighed i kulturtilbuddene bidrage til udviklingen af såvel bæredygtighed som nye vækstpotentialer i kultursektoren?

Skal der tænkes på tværs af det hele? Skal der tænkes anderledes? Skal også husene og projekterne tænkes anderledes? Hvad er det for nogle andre kompetencer, som vi også skal have i spil?

 

40 forskellige svar

Det var for at få svar på disse spørgsmål, CKI inviterede 40 kulturinstitutioner til at deltage i to rundbords-seminarer. Vi ønskede at etablere en nuanceret erfaringsudveksling omkring metoder, perspektiver og muligheder ved publikumsudvikling: Hvilke konsekvenser og resultater får man på kulturinstitutionen ved at implementere en bevidst strategi omkring arbejdet med at etablere nye publikumsrelationer og publikumsgrupper?

CKI ønskede at undersøge, hvordan kultursektoren griber udfordringerne an. Er der forskelle i henholdsvis den private og den offentlige del af kultursektoren? Er der forskelle i måden, det gribes an på i henholdsvis den vestlige og den østlige del af landet?

Rapporten giver dig mulighed for at “lytte med” bordene rundt og få et detaljeret indblik i, hvordan kulturinstitutioner tænker omkring disse spørgsmål og takler udfordringerne.

 

Publikums-agentur i Danmark

På CKI har vi længe følt det som at vi arbejder på et ‘Audiences Denmark’ agentur. Det gør vi, fordi vi i løbet af de seneste to år har deltaget i en stribe konferencer i udlandet, som har haft publikumsudvikling på programmet. Vi har blandt andre besøgt Audiences Norway i Bergen, Audiences Central i Birmingham, og CKI er en del af det EU-støttede Audiences Europe Network, som arrangerer konferencer i otte lande. Efterhånden vænnede vi os til, når vi kom i snak med kollegaerne fra de andre agenturer og bureauer, som arbejder professionelt i feltet, at man for nemheds skyld lige så godt kunne præsentere sig med den let forståelige sætning: “We are from Audiences Denmark”.

Men ud over at vi har etableret denne hjemmeside med domænenavnet www.audiences.dk har vi i 2011 gjort os mange og lange overvejelser omkring, hvorvidt Danmark også skulle have sådan et nationalt Audiences Denmark agentur. Eller om vi netop helt bevidst skulle holde os fra at etablere ‘so ein Ding’.

Vi stillede spørgsmålet til rundbordsseminar-deltagerne og bad dem om at komme med en indikation på, om de mener der er grundlag for etablering af et uafhængigt, nationalt publikumsagentur, som arbejder i dybden med research, rådgivning, vidensdeling og formidling på området – på samme måde som man i vores nabolande har etableret disse agenturer – ‘Audiences Norway’, ‘Audiences UK’, ‘Uitburo’ i Holland, ‘Center for Publikumsudvikling’ i Tyskland, og så videre. Skal det være et virtuelt netværk, en pulje, man kan søge, et analyseinstitut, et uddannelsescenter eller et konsulentbureau? Og hvilke elementer skal der lægges vægt på?

 

Hvem skal udvikles?

Publikumsudvikling – en fordanskning af det engelske udtryk ‘New Audience Development’ – handler ikke om at udvikle publikum, men om at udvikle måden, en kulturinstitution interagerer med sit publikum på eller metoderne til at inddrage nye publikumsgrupper. Det berører parametre som institutionens opdrag og overordnede policy, værdier, profil, partnerskaber, produktion, personale og rekruttering. ‘Publikumsarbejde’ ville muligvis være mere betegnende, men i dele af kulturbranchen er ‘publikumsudvikling’ efterhånden blevet det ord, man normalt anvender for feltet.

I gamle dage skulle ordet publikumsudvikling derimod tages helt bogstaveligt: Kulturinstitutionen skulle udvikle publikum: lære dem, at institutionen havde en vare, publikum ikke havde forstået, de havde brug for. De skulle lære at gå i teatret. Det hed dannelse. Og kulturinstitutionen havde en særlig og meget entydig kulturforståelse.

Den brutale sandhed i dag er, at massen af et potentielt publikum derude er kæmpestor, veluddannet, kommunikativ, kulturelt mangfoldig og opfører sig på andre måder. Og kulturlivets institutioner får ikke fat i mere end en tredjedel af dem.

Derfor er udfordringen i dag at udvikle relationen mellem kulturinstitutionen og publikum. Det betyder dels, at nogle borgere skal lære, hvordan de finder information om kulturtilbuddene, men også at kulturinstitutionen skal lære at finde ud af, hvad det lige nu er, publikum vil opleve.

 

Kvalitet og relevans

Det danske samfund i dag er præget af, at forskellige befolkningsgrupper ikke kender til hinandens kulturelle udtryk. Det har både noget at gøre med fordomme, som spiller ind, men også med grundlæggende, kulturelle forskelle i forhold til, hvad der opleves som æstetisk og kunstnerisk værdifuldt, interessant og relevant.

Ved at skabe nære relationer – gennem særarrangementer, der involverer publikum og et længerevarende samarbejde med en bestemt publikumsgruppe – gøres tingene menneskelige og vedkommende. Man får mulighed for at snakke om kunst- og kulturoplevelserne, får dem sat ind i nye sammenhænge. Publikum skal føle, de bliver taget alvorligt – det publikum, som af institutionerne ofte opleves som forudsætningsløse. Det er en stor misforståelse, når man tror, at alle de, der aldrig sætter deres fødder på en kulturinstitution, er forudsætningsløse. Sandheden er nok snarere, at langt de fleste har meget fine forudsætninger, men at de ganske enkelt synes, at det, som findes på institutionerne, er for dårligt og ikke har nogen relevans. Der eksisterer en ikke-støttet subkultur, som trives parallelt og helt uden at have forbindelse til det etablerede, statsstøttede kulturliv.

Hvad ville der ske, hvis man turde åbne for sluserne og sige, “Vi ved godt, at I alle sammen har været med til at betale festen, og at vi har glemt at invitere to tredjedele af jer…”?

Vi ved fra en undersøgelse i Politiken i maj 2011, at der er en betalingsvilje i disse to tredjedele af befolkningen: de er stadigvæk interesseret i at betale til festen. Hvis vi så også tager dem alvorligt, betyder det, at man kan blive nødt til at kigge på sig selv og spørge: “Laver vi kultur for hinanden – eller laver vi det også for alle dem, der ikke dukker op?”

Og hvis vi gerne vil lave det også for dem, der ikke kommer, hvad er det så, der går galt? Hvad skal der til for at invitere de andre?

Den slags spørgsmål bør mange kulturinstitutioner i disse år stille sig selv.

 

Strukturelle konsekvenser

I rapporten kan du læse, hvordan deltagerne selv beskriver de institutionelle og strukturelle konsekvenser af deres strategier for området. Dels i forhold til institutionens eller projektets økonomi, profil og repertoire, dels i forhold til stedets eller projektets publikumsmæssige forankring og udviklingsmuligheder i en tid, hvor publikum ikke længere bare er ‘publikum’ – publikum vil engageres, involveres og være medskabere.

Forandringerne er så omfattende og hurtige, at dialogen med de nye muligheder bliver en ren overlevelsesstrategi for kulturinstitutionerne i den form, vi kender dem i dag. Klassiske organisationsmodeller, kompetencer, professionelle roller, mentaliteter og udviklingsperspektiver bry­des mod et helt paradigmeskift, som i høj grad styres af den nye teknologis muligheder.

Og fra politisk side øges kravene om en demokratisering af kultursektoren i form af øgede krav til en inkluderende praksis, som kan øge såvel publikumsmængden som sammensætningen af publikum. Institutionerne skal opleves som relevante for medborgerne og det samfund, de er en del af.

Den politiske ambition handler om at skabe forudsætninger for at øge alle indbyggeres muligheder for at tage del i kulturlivet, og derigennem skabe plads for et møde og et samspil mellem forskel­lige kulturtraditioner og møde med medborgernes forskel­lige erfaringer, kundskaber og perspektiver.

I det lys kan institutionernes udfordring beskrives som et spørgsmål om kunstnerisk, performativ og social repræsentation omkring faktorer som repertoire, rekruttering til sektoren, pub­likums- og for­midlingsarbejde, samt selve organisationsstrukturen, uden at man sænker kravene til kvalitet og aktualitet.

Det er en stor udfordring for de fleste kulturinstitutioner bare at hænge med i udviklingen, og særligt for de små og mellemstore institutioner og projekter er det, at binde an med en reel omlægning af praksis, en stor omvæltning, som koster mange ressourcer, man ikke oplever at have. Evnen til at agere interaktivt og åbent i forhold til den nye virkelighed er en forudsætning for at kunne udvikle såvel in­stitutionen som dens medarbejdere.

Dér vil et tiltag som et nationalt publikumsagentur, der kan støtte i processen, kunne spille en afgørende rolle for, om politikernes ambition om deltagelse i kulturlivet lykkes. Men det kræver en forståelse af, at en kulturinstitutions nye identitet vokser frem i et komplekst samspil og samarbejde med dens publikum, kunst­nerne, medarbejdere og andre institutioner og organisationer.

Rundbordsdeltagernes svar var, at der ikke findes nogen ‘nemme løsninger’ og grydeklare opskrifter, som på en meningsfuld måde ville kunne formidles fra centralt hold via et nationalt publikumsagentur. Kulturinstitutionerne har hver deres særlige og meget forskellige vilkår og rammer, og arbejdet med publikumsudvikling er som udgangspunkt noget, der skal begynde indefra i organisationen.

Men dér, hvor et publikumsagentur ville kunne gøre en positiv forskel, sagde seminardeltagerne med stor enighed, ville være i arbejdet med at udveksle viden på tværs af kunstgenrerne, og på tværs af faglige, strukturelle og geografiske opdelinger og grænser.

 

Tykke mure

Som det er i dag, ved museumsarbejdere meget lidt om, hvad der foregår i teaterverdenen, der igen ikke har føling med, hvor spillestederne og kunstudstillingshallerne er henne i forhold til erfaringer med publikumsudvikling.

Der findes nogle faglige netværk, hvor eksempelvis museernes netværk under Kulturarvstyrelsen er langt fremme på publikumsfeltet. På samme måde gøres der erfaringer om publikumsudvikling i regionerne i Vestdanmark, som regionerne i Østdanmark ikke drager nytte af.

Og museerne og skolerne i Østdanmark har med Skoletjenesten et netværk, som i Vestdanmark organiseres helt anderledes. Som en del af formidlingsplanen er der oprettet to museumsundervisningscentre i Jylland – ét i Sønderjylland – MUSKO – og ét i midt/nord, som har til huse i Aarhus, men de ikke har så mange år på bagen og fungerer på andre måder end Skoletjenesten.

Den kulturelle infrastruktur ser med andre ord meget forskellig ud henholdsvis øst og vest for Storebælt. Der er store regionale forskelle på, hvordan man oplever kulturtilbudene og ser på kulturinstitutionernes og -produkternes rolle og eventuelle ansvar i samfundet.

 

Kulturdanmark i flere tempi

De to seminardage bekræftede dette billede af et Kultur-Danmark i mindst to, muligvis flere tempi.

Lokale og regionale kulturpolitiske prioriteringer – eller mangel på samme – har ledt til et Danmark med vidt forskellige tilgange til, hvilken rolle kunst og kultur spiller for samfundet som helhed og i særdeleshed det lokale omgivende samfund. Ikke mindst når det handler om institutionernes eller projekternes relation til publikum, lokale forventninger og behovet for at forny repertoire, program og måden at præsentere projekterne på, for at få nye målgrupper i tale.

Mens man i hovedstadsområdet har en institutionel infrastruktur og en projektmasse, som gør det muligt at søsætte tværinstitutionelle medborgerskabsprojekter og prøve sig frem med publikums- og bydelsinvolverende initiativer i det offentlige rum, går mange af de kulturpolitiske prioriteringer Vest for Storebælt i en anden retning.

I de små og mellemstore kommuner er der ikke den samme diversitet i befolkningen, og samtidig er der ofte andre og mere lokale forudsætninger at veje ind.

En undtagelse fra det mønster er Region Midt og Vest, som er langt fremme i udviklingen af regionale dialog- og samarbejdsstrukturer på tværs af institutionerne og de forskellige kunstdiscipliner. Her har teatrene skabt et samarbejde om forskning og erfaringsformidling om publikumsudvikling, mens noget tilsvarende endnu ikke foregår eksempelvis blandt områdets kunstmuseer og kunstudstillingssteder.

I en stor by som Aarhus sker der naturligvis en del på området. Tilstedeværelsen af et relativt varieret kulturudbud og en kritisk konsumentmasse har gjort det nødvendigt at reflektere de kulturelle udbud i forhold til en mere nuanceret befolkningssammensætning.

På den baggrund vil det være helt afgørende, at de metoder og processer, som udvikles, skal kunne imødekomme disse store regionale forskelle. Der findes i dag ikke noget forum, hvor der udveksles viden om publikumsudvikling på tværs mellem aktører i stat, kommuner og privat regi. Netop fordi der er så stor forskel på Øst og Vest i Danmark, er der behov for en form for koordinering – en kommunikativ proces og erfaringsudveksling – hen over Bæltet.

Det kunne være en klar opgave for et nationalt center eller netværk.

Institutionerne vil gerne have et tværgående netværk, hvori de kan tale med hinanden – teater til spillested, kulturhus til kunstmuseum – og på kryds og tværs mellem genrerne. Og hvor der ikke kommer nogen udefra, som skal belære dem, men hvor det tydeliggøres, hvem der er aktive på feltet, og hvad man kan få ud af at sætte sig i kontakt med dem. Det kunne være et virtuelt netværk kombineret med en årlig konference og fest, for eksempel.

 

Formidling af analystisk forskning

Den 20. oktober 2011 drog to medarbejdere fra CKI til Birmingham for at deltage i en konference om publikumsudvikling, som blev arrangeret af Audiences Central.

Her blev relevansen af Englands publikumsagenturer diskuteret i forbindelse med, at det britiske kunstråd i sommeren 2011 lavede radikalt om på den måde, som landets ni agenturer fremover vil kunne modtage støtte på.

Det blev fremhævet, at en af de vigtigste målgrupper for de britiske publikumsagenturer er de små og mellemstore kulturinstitutioner, som ikke selv har ressourcerne til at lave den slags analysemateriale og bench-marking-sammenligninger, som agenturerne står for.

Flere af de britiske agenturer anser deres vigtigste opgave for at være katalysator for forandringsprocesser i organisationerne.

 

Feedback skal forbedres

Mange teatre har en fast indarbejdet evalueringsrutine på deres forestillinger: Når forestillingen er taget ned, samles holdet bag forestillingen til en evaluering af processen på scenen i en rundkreds – skuespillerne, teknikerne, dramaturgerne. Det er en evaluering, som ikke kun handler om tal og arbejdsmarkedsregler. Den handler om det kunstneriske produkt. Nu er der også museer, der er begyndt at invitere til ‘finishsering eller ‘finisager’ – som pendant til de vanlige ‘ferniseringer’ og ‘fernisager’ – der fokuserer på spørgsmål som: “hvordan gik det så?” “Hvordan var de kunstneriske mål?, og “nåede vi de ting, vi gerne ville med denne udstilling?”

Vi går ikke på museeum for statistikkens skyld – fordi vi gerne vil øge tallet af danskere, der går på museum. Går vi på museum, er det fordi, vi tror på, at vi vil få en god oplevelse. En oplevelse, som siger os noget og som flytter et eller andet. Disse erfaringer er vigtige for dem, der udfører arbejdet: det er vigtigt at få feedback.

Feedback-funktionen fungerer i dag ikke mellem publikum og institutionerne – det var én af de ting, som gik igen i det, kulturinstitutionerne fortalte på seminarerne. “Hjælp os med at forbedre denne feedback-situation. Giv os værktøjer. Giv os god inspiration ude fra det store udland. Vær en slags publikums-interaktions-agenter på vores institutioner.”

 

De låsende mekanismer

Hvordan kan vi skabe et bedre sprog for det med at evaluere et kunstnerisk produkt? Dér mangler vi noget grundforskning. Det er et spørgsmål om kompetenceløft – og om at der skal være bedre mulighed for at søge støtte med hensyn til dette felt.

Det lyder banalt, men hvis man gerne vil nå sit publikum, må man også gøre noget for at forstå sit publikum.

Flere deltagere på de to seminarer var inde på, at et reelt og alvorligt ment publikumsarbejde nødvendigvis må række dybere end blot at fokusere på sammenhængen mellem program eller repertoire, PR og publikum. Det handler også om rekruttering af nye medarbejdere og kompetencer, budgetmæssige omprioriteringer, etableringen af nye partnerskaber, nye finansieringskilder, nye måder at producere på, nye formidlingsstrategier, nye mål og måske endda nye opdrag. Med Taastrup Teaters erfaringer in mente, er det tydeligt, at det ikke er friktionsfrit at ændre en institutionel organisering, men det hjælper at have den slags erfaringer at støtte sig til.

De fleste danske kulturinstitutioner er skruet sådan sammen, at enten er der en resultatkontrakt eller også er der en formålsparagraf. Det er disse tekster, der styrer, hvordan vi oplever os selv på institutionen.

Men i vid udstrækning lader vi dem også være en låsende mekanisme, som modvirker forandringer, fordi nogen jo har fortolket resultatkontrakten eller formålsparagraffen, og disse “nogen” er oftest embedsværket, tjenestemændene.

Der er noget i måden, vi vælger at kigge på institutionen på, som blokerer for udsynet. Noget, vi godt kan finde ud af at italesætte – men vi har ikke lige fået skabt den åbning, fået åbnet det vindue eller slået det hul i muren, sådan at nye perspektiver kan begynde at sitre ind og påvirke vores daglige rutiner.

Man skal turde dekonstruere det, man plejer at gøre.

 

Behov for overordnede politiske incitamenter 

Rundbordsdiskussionerne i Silkeborg og Roskilde tegnede et billede af, at der er behov for at tænke på tværs og skabe nogle incitamenter for at udvikle og anvende tidssvarende markedsføringsmetoder, brugerinnovation og inkluderende metoder, som kan bidrage til øget mangfoldighed i kulturtilbuddene og derved skabe større resonans hos publikum – og på sigt bidrage til en bedre udnyttelse af vækstpotentialerne i kultursektoren.

Der var over én kam bred enighed om, at institutionerne naturligvis har et ansvar for at skubbe udviklingen i den rigtige retning, men samtidig blev det tydeligt på seminarerne, at der også er behov for helt overordnede politiske incitamenter eller krav omkring større spredning og bredere publikumsmål, samt ikke mindst mulighed for at få støtte udefra i form af enten operative puljemidler eller professionel rådgivning og procesudvikling, som flere særligt små og mellemstore institutioner i dag ikke selv har råd til at stå for.

 

Et dansk publikumagentur

På spørgsmålet, om vi i Danmark har behov for et egentligt uafhængigt, nationalt publikumsagentur på samme måde, som man har dem i blandt andre Storbritannien, Tyskland, Holland og Norge, tegnede de to seminarer et utydeligt billede.

Der var ikke et entydigt ja eller nej til en sådan konstruktion. Derimod pegede samtalerne i retning af, at det er vigtigt, at der er en form for overordnet aktør i form af en platform eller en slags netværk, som kan arbejde med rådgivning, vidensdeling og formidling på området, samt har mulighed for at bistå i forbindelse med konkrete processer og projekter ude på institutionerne. Der var enighed om, at der er behov for mere research og egentlig forskning på området, og at det bør undersøges, hvordan man bedst sikrer det.

Flere deltagere udtrykte ønske om en slags kulturens ‘rejsehold’, en gruppe proceskonsulenter med dyb indsigt i forskellige erfaringer med publikumsprocesser, både fra Danmark og fra udlandet, som kunne fungere som interaktions- og udviklingsrådgivere for institutioner og kulturelle projekter. Andre udtrykte skepsis over for at bruge penge på en ny organisation, som skulle arbejde med at sikre udvikling af feltet, sådan som CKI har foreslået det i Politiken-kronikken ‘Nye ansigter i publikumsrækkerne’, fordi arbejdet allerede er i fuld gang på en del kulturinstitutioner.

Men der var konsensus om en erkendelse af, at de samfundsmæssige forandringer og de rimelige demokratiske forventninger om, at de, der betaler for ‘festen’, også har ret til at blive indbudt til den, sætter de kulturelle institutioner under pres i forhold til at skulle henvende sig til de dele af befolkningen, som man i dag ikke har mange reelle erfaringer med at nå ud til – omend nogen overhovedet.

Den klassiske og ofte normative offentligt finansierede kultur, som i Danmark har været synonym med den kulturbærende nati­onale identitet, skal pludselig til at agere langt mere pluralistisk, og her savner især en del af de mindre institutioner erfaringer, værktøjer, inspiration og sparringspartnere.

 

 

Læs mere i rapporten Fra guder til tjenere [PDF i A4, 56 sider, 4 MB]

 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: