Category Archives:Cases

Apr. 22.

Arkitektur som social teknologi

Publikumsudvikling førte til teaterombygning på Taastrup Teater

Taastrup Teater arbejder målrettet med publikumsudvikling, netværksdannelse, partnerskabelse og mangfoldighedsledelse i den hensigt at blive ikke blot en kulturel, men også en social og demokratisk medspiller i sit lokalområde.

I dette arbejde var teatret tidligere hæmmet af sin egen indretning og arkitektur, og teatret gennemførte derfor en stor ombygning af teatret, som i kombination med en aktuel byfornyelsesindsats åbnede teatret, gav basis for udvidelse af de folkelige aktiviteter og skabte sammenhæng med de nærliggende boligområder.

I denne artikel kan du læse om “arkitektur som social teknologi” – om den selvransagelse, der gik forud for ombygningen af Taastrup Teater, og om de resultater, der kom ud af anstrengelserne.

Læs artiklen her:
Publikumsudvikling førte til teaterombygning

Tagged:

Feb. 18.

Publikum definerer et kunstcenter

Dorothy Wilson

Interview med lederen af kunstcentret MAC i Birmingham, der bevidst og strategisk har arbejdet med at involvere og engagere lokalbefolkningen i området, og på fire år har forøget publikumstallet med 30 procent.

 

På publikumsudviklingskonferencen Jolt i England i oktober 2011 blev der givet eksempler på publikumsudviklende projekter, der havde haft positiv effekt, og andre der ikke var lykkedes. Dels i de officielle paneldiskussioner og foredrag, dels i møderne mellem konferencedeltagerne i pauserne og til de mere sociale aftenarrangementer.

Et eksempel på, hvad publikumsudvikling og en bevidst strategi på området kan få af effekt, kunne man lære af det sted, hvor konferencen blev holdt. Det hedder MAC, som er en forkortelse for Midlands Arts Centre, og har inden for de sidste fire år fået 300.000 nye brugere om året, sådan at det i dag har tæt ved en million besøgende om året.

Dorothy Wilson var før hun startede som kunstnerisk leder og administrerende direktør på MAC Birmingham igennem 14 år leder af West Midlands Arts, der arbejder på tværs af en række kunstarter. I syv år indtil slutningen af ​​2009 var hun formand for West Midlands regionale kunstråd og servicerede den nationale bestyrelse for Arts Council England, det engelske kunstråd. Hun fortalte:

 

“Jeg kender mine forgængere – alle mine forgængere – herunder stedets grundlæggere. Så jeg kender den etos, den holdning, som stedet altid har haft, om at ville skabe et sted, hvor folk kan engagere sig, uanset hvor på deres personlige rejse de måtte befinde sig – fra den allerførste begyndelse til de højeste, professionelle standarder for præsentation. Den etos har været understøttet hele vejen igennem.

Men hvad der skete med institutionen op gennem 1970erne, 1980erne og ind i 1990erne var, at centret forsøgte at strække sig længere og længere, fordi de mennesker, der engagerede sig med centret, ønskede at gøre så mange forskellige ting, og de ønskede at udforske forskellige platforme og scener, og vi ønskede at gøre det muligt for dem.

 

Fleksible rum

Vi nåede til et punkt, hvor bygningen simpelthen ikke var tilstrækkelig fleksibel, og den var ved at blive slidt op, så vi måtte gøre noget. Ikke at gøre noget, var ganske enkelt ikke en mulighed. Centrets bygninger var ved at falde fra hinanden.

Så vores vision var, at vi i et samarbejde med vores partnere ville skabe et center, der var egnet til det 21. århundrede i Birmingham. Det vil sige et center, der afspejlede byens multikulturelle… – nej, faktisk interkulturelle samfund, fordi i et multikulturelt samfund har du en masse linjer, der kører parallelt med hinanden, mens man i et interkulturelt samfund er optaget af at skabe et miljø, hvor folk kan interagere uanset deres baggrund, og hvor de begynder at skabe nye ordforråd, de begynder at finde nye måder at gøre tingene på.

Vi ønskede at skabe en bygning, der respekterede det bedste af det gamle og forbedrede det, men samtidig skabte nogle nye rum, hvor der kunne foregå ting.

Så her i bygningen i stueetagen vil du finde store, fleksible, offentlige rum, der kan indstilles i på alle mulige forskellige måder og som fremmer – gennem det faktum, at alle rum er digitalt aktiveret – at vi kan gennemføre aktiviteter på tværs i huset, for eksempel med en live streaming på skærmene i det offentlige rum. Det kan også være performance-rum, udstillingssteder, spisesteder – vi kan skabe alle disse ting på nul-komma-fem. Det tager os 15 minutter at forvandle et rum til at blive noget andet. Det var kernen i det, vi prøvede at forestille os, og det har vist sig at fungere utrolig godt.

Vi har et enormt antal besøgende, der går ind i bygningen, fordi de er tiltrukket af den, fordi den er fysisk attraktiv: Der er lyst, der er luftigt, der er åbent. Folk føler sig godt tilpas ved at være derinde. Det er farvestrålende, men ikke mere, end at folk stadig mentalt kan male det i deres egen farve, hvis de vil, og bare ved simpel ændring af belysningen eller indretningen kan du skabe et helt andet sted at være.

Det er i kernen i det. Det handler om en rejse, hvor ethvert individ – uanset hvor han eller hun er på sin personlige rejse fra første begyndelse til den internationale samfundsdannelse – vil respektere en andens rejse, uanset hvor denne måtte være på sin personlige rejse. Det fundament af respekt er grundlæggende. Noget andet er det med at skabe rum, som mennesker kan ændre på, reflektere over og skabe forandring ved.

Forestillingen om et kunstcenter, der er klar til det 21. århundrede i Birmingham har været helt central. Birmingham er den yngste by i Europa. Birmingham er også den første by i Storbritannien, der vil have ikke-hvidt flertal i 2020. Det er en grundlæggende del af fortællingen om, hvad dette sted er og kan.”

 

 

Mere om kunstcentret kan læses på www.macarts.co.uk

 

Dette er en udskrift af et videointerview, som kan ses på cki.dk. Det blev optaget af Mik Aidt i forbindelse med konferencen ‘Jolt’, som Audiences Central arrangerede på mac i Birmingham den 20. oktober 2011.


Tagged: ,

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: